Skip to main content
DA / EN
Tvillingestudie viser: Anæstesi medfører ikke en vedvarende kognitiv reduktion

Bekymringsfri bedøvelse

Når ældre patienter skal opereres kan selve bedøvelsen give anledning til bekymring - men et nyt tvillingestudie giver ro i sindet.

I studiet undersøgte Unni Dokkedal og kolleger sammenhængen mellem operationer under bedøvelse og kognitiv formåen hos mere end 8000 mid-aldrende og ældre danske tvillinger. Tvillinger, der havde gennemgået mindst én stor operation indenfor de seneste 24 år blev sammenlignet med tvillinger, der ikke var blevet opereret. "Vi fandt kun en meget lille og ubetydelig forskel i kognitiv funktion," siger Unni Dokkedal.

I en analyse af 211 tvillingepar, hvor kun den ene af tvillingerne havde været opereret, sammenlignede Dokkedal tvillingernes kognitive niveau. "Her forsvandt forskellen i kognitiv formåen helt, hvilket tyder på at operation og bedøvelse har mindre betydning for kognitiv funktion senere i livet end det kognitive niveau, patienten har inden operationen," siger Unni Dokkedal og konkluderer: "Der er altså ikke noget i dette studie, som tyder på, at operation og bedøvelse medfører en vedvarende kognitiv reduktion af betydning."

Unni Dokkedal understreger, at det er vigtigt, at tilbyde de ældre en god rådgivning inden elektive operationer, som måske kan forbedre deres livskvalitet markant. »Det er jo en skam, hvis de fravælger operationen, fordi de er bekymrede for, hvilke konsekvenser bedøvelsen kan have for deres hukommelse og koncentration på længere sigt.«

Uden helt at slippe forskerens ønske om at tage forbehold i konklusionen tør Dokkedal være utvetydig om tvillingestudiets betydning: »I forhold til tidligere studier har dette en styrke i sin størrelse, i de tæt på komplette registeroplysninger om operationer samt i tvillingedesignet. Derfor har vi også dristet os til at konkludere – selvfølgelig under behørig hensyntagen til de begrænsninger, der altid vil være i sådanne undersøgelser,« siger hun. »Hvis bedøvelse og operation giver vedvarende kognitivt tab af betydning, så ville det have vist sig i et velgennemført studie af mere end 8000 personer, så det giver i hvert fald mig lidt ro i sindet.« 

Den videnskabelige artikel er netop blevet udgivet i Anesthesiology – verdens førende anæstesifaglige tidsskrift. 

Original publikation:

Cognitive Functioning after Surgery in Middle-aged and Elderly Danish Twins.
Dokkedal U, Hansen TG, Rasmussen LS, Mengel-From J, Christensen K.
Anesthesiology. 2016 Feb;124(2):312-21. Pubmed abstract

Redaktionen afsluttet: 01.06.2016