Skip to main content
DA / EN
Stemmer

Videomøder: Kvinder klarer sig dårligere

Forskere har undersøgt, hvordan forskellige stemmer opfattes via onlineværktøjer som Zoom, Skype eller Teams. Ikke alle frekvenser transmitteres fuldt ud, hvilket især går ud over kvindestemmerne. De opfattes som mindre kompetente, udtryksfulde og karismatiske end mændenes stemmer.

Af Sune Holst, , 09-06-2021

Brugen af videomøder er eksploderet under coronakrisen. Skoleelever, undervisere og stort set alle virksomheder bruger enten Zoom, Teams eller Skype.

Det er nemt, effektivt og gnidningsfrit, men en undersøgelse udarbejdet af SDU og Universität Magdeburg viser, at videomøderne er en ulempe for kvinder, da deres stemmer opfattes som mindre udtryksfulde, kompetente og karismatiske end mændenes stemmer.

Det skyldes, at der - på trods af den enorme datamængde, der overføres i forbindelse med et videomøde - er tale om komprimeret lyd, som ikke formår at transmittere alle frekvenser og detaljer i det talte sprog. Og det rammer altså i højere grad kvinder end mænd, viser undersøgelsen.

Hos kvinder forsvinder der mere

Bag undersøgelsen står Oliver Niebuhr, lektor ved Center for Industriel Elektronik, og adjunkt Ingo Siegert fra Universität Magdeburg.

Du kan sammenligne det med smørrebrød. Når du komprimerer lyd, fjerner du noget. Hvis vi tager en ’Dyrlægens natmad’, så forsvinder der i mændenes tilfælde måske lidt sky, fordi deres stemmeleje ligger i et bestemt frekvensområde.

– Fordi kvinders stemmer ligger på en anden frekvens, forsvinder der mere; måske smør, saltkød, sky og løgringe, så der til sidst kun er en leverpostejsmad tilbage, fortæller Oliver Niebuhr.

Hvis du skal overbevise en person om noget, så er det essentielt, at du fremstår karismatisk. Du skal have vedkommendes fulde opmærksomhed.

Oliver Niebuhr, lektor

Og leverpostej kan opfattes som kedeligt, hvilket bestemt ikke er godt i et vigtigt møde eller en eventuel forhandlingssituation.

– Hvis du skal overbevise en person om noget, så er det essentielt, at du fremstår karismatisk. Du skal have vedkommendes fulde opmærksomhed.

– Vores stemme er uhyre vigtig i den sammenhæng, - specielt i en situation, hvor kropssprog er taget ud af ligningen, som tilfældet er i et videomøde, fortæller Oliver Niebuhr.

Jo dårligere net, jo værre

I en tid, hvor ikke blot undervisning, handler, forretningsaftaler, men også politiske dagsordener håndteres via digitale kommunikationsmedier, så er der brug for, at teknologien forbedres.

For det nytter ikke noget, at Mette Frederiksen er bagud på point allerede, inden hun går ind til en forhandling.

– Nu er det sådan, at jo dårligere internet du sidder på, jo mere komprimeret bliver lyden. Jeg antager, at den danske statsminister sidder på en god internetforbindelse, så jeg vil ikke være bekymret for, at meget går tabt i denne sammenhæng.

Teknologien skal forbedres

– Men den viden, vi har fået med denne undersøgelse, åbner for, at vi kan foretage justeringer, siger Oliver Niebuhr.
Han fortæller, at udviklerne af videomødeprogrammer har fokuseret på, i hvor høj grad brugerne har kunnet forstå ordene, som bliver sagt. Altså, hvor klart og tydeligt ordene transmitteres.

– Ikke alle codecs får kvinder til at fremstå mindre karismatiske, men i fremtiden bør der være mere fokus på de detaljer, som er essentielle i vores kommunikation. De små nuancer.

Undersøgelsen

· De to forskere spurgte testlyttere om deres indtryk af optagede stemmer.

· Professionelle højttalere gav lydeksempler, der skulle klassificeres på en skala fra et til ti. Kvindernes stemmer klarede sig markant dårligere.

· De kvindelige talere manglede den følelsesmæssige komponent, der giver sproget et karismatisk udtryk.

Mød forskeren

Oliver Niebuhr er lektor ved Center for Industriel Elektronik i Sønderborg. I over 15 år har han forsket, testet og analyseret de non-verbale signaler og lingvistiske karakteristika, der kendetegner nogle af verdens bedste talere, såsom Steve Jobs, Barack Obama, Nelson Mandela og Martin Luther King. Via optagelser og sindrige computerprogrammer har han kortlagt nogle af de akustiske strukturer, som kendetegner dem. Populært sagt har kan sat karisma på formel.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 09.06.2021