Skip to main content
DA / EN

Det Tekniske Fakultet indleder dobbelt samarbejde i Kina

SDU's tekniske fakultet har netop styrket sine internationale relationer ved at indlede et dobbeltsporet samarbejde med et kinesisk universitet.

Både et ph.d.- og et udvekslingssamarbejde har SDU’s tekniske fakultets konstituerede dekan, Horst-Günter Rubahn, indgået med Northwestern Polytechnical University (NPU) i Xi’an i Kina.

Aftalen forpligter NPU og SDU på både at udveksle to bachelorstuderende om året fra 2015 og at udbyde en delt ph.d.-stilling imellem de to universiteter.

Mads Clausen Instituttet i Sønderborg har allerede nu tætte samarbejdsrelationer til NPU både på basis af en udveksling af masterstuderende og som komplementerende forskning og udviklingsaktiviteter. De skal særligt samarbejde indenfor mikroteknologi.

”Den nye aftale styrker dels SDU’s position som et universitet af international kaliber, dels skaber den et kvalificeret værtsmiljø for bachelorstuderende og adgang til en omfattende videns- og erfaringsudveksling på tværs af kontinenter,” siger dekan Horst-Günter Rubahn. Han tilføjer, at de i øjeblikket er i gang med intenst at undersøge mulighederne for at udvide samarbejdet.

Aftalen blev underskrevet i oktober i forbindelse med en større rejse med det formål at finde kvalificerede samarbejdsuniversiteter til mekatronik- og innovation & business-masteruddannelserne. Desuden søgte de passende universiteter i Kina til fremtidig bilateral udveksling af studerende og forskning.

For yderligere information kontakt:
Adjunkt Fei Yu, fei@mci.sdu.dk 

Foto: Konstitueret dekan for Det Tekniske Fakultet, professor Horst-Günter Rubahn (SDU), og direktør for International Office, dekan for International College, professor Huaxing Li (NPU), underskriver udvekslingsaftalen.
Stående ses (fra venstre): Adjunkt Fei Yu (SDU), vicedirektør for International Cooperation, lektor Yu Sun (NPU), vicedekan for Electrical Engineering and Automation School, professor Xiaohua Wu (NPU) og vicedekan for Mechanical Engineering School, professor Yingfeng Zhang (NPU).

 

Fakta: Xi’an er hovedstad i Shaanxi-provinsen i det nordvestlige Kina og hjemsted for de berømte Terracotta-krigere. Omkring 28.000 studerer samlet set ved NPU.

Redaktionen afsluttet: 03.11.2014