Ny institutleder på Mads Clausen Instituttet
Professor Horst-Günter Rubahn tiltræder som institutleder for Mads Clausen Instituttet (MCI) ved Det Tekniske Fakultet, SDU, d. 1. januar 2012.
Fra årsskiftet tiltræder professor Horst-Günter Rubahn, 52 år, som institutleder for Mads Clausen Instituttet, der er placeret på Alsion i Sønderborg. Rubahn har allerede et stort kendskab til stedet, da han siden 2005 har stået i spidsen for MCI’s forskning i nanoteknologi og været administrerende direktør for centret NanoSYD ved SDU.
Horst-Günter Rubahn glæder sig til at komme i gang med opgaven:
”Mit overordnede mål er at skabe anerkendelse af MCI, som et af de mest kompetente højteknologiske uddannelsessteder i grænseregionen,” siger Horst-Günter Rubahn, der som forfatter og medforfatter til ti bøger og mere end 250 forskellige artikler har en solid karriere bag sig.
Satser på højteknologi, uddannelse og samarbejde
I det kommende år vil han sammen med MCI’s medarbejdere og lokale interessenter udvikle en strategi for instituttet ved at sammenkæde forskningsaktiviteter og uddannelse med erhvervslivets behov.
”Jeg vil fokusere på forskning og udvikling inden for de nøgleområder med nichekarakter og fremtidspotentiale, hvor MCI allerede er stærk som fx smarte mekatroniske komponenter, nanoteknologiske løsninger og den næste generation af energieffektive højteknologier,” siger han.
Opbygge forskningsmiljø
Per Michael Johansen, dekan ved Det Tekniske Fakultet på SDU har store forventninger til den nye institutleder:
”Horst-Günter Rubahn har de kvaliteter, vi efterspørger: Han har evnet at opbygge et internationalt anerkendt forskningsmiljø inden for nanoteknologi – det ses fx af EU-projektet, Technet_nano, hvor Rubahn skal stå i spidsen for at styrke den højteknologiske udvikling i Østersøområdet. Samtidig har Horst-Günter Rubahn en omfattende ledelseserfaring fra universitetsverdenen og den personlighed, der skal til for at lede instituttet,” siger Per Michael Johansen.
For mere information kontakt
Professor Horst-Günter Rubahn, tlf. 6550 1657 / mob: 6011 3517
Dekan Per Michael Johansen, tlf. 6550 7302 / mob: 2778 7302