Henrik Bindslev bliver ny dekan
Henrik Bindslev skal stå i spidsen for Syddansk Universitets tekniske fakultet
Det bliver Henrik Bindslev, der fra den 1. marts kan sætte sig til rette i dekan-stolen på Syddansk Universitets tekniske fakultet.
Han kommer til SDU fra en stilling som direktør i Fusion for Energy, som er den EU-organisation, der bidrager med udstyr og viden til verdens største fusionsanlæg, kaldet ITER.
Tidligere har Henrik Bindslev blandt andet været direktør for Risø DTU og prodekan på Science and Technology-fakultetet på Aarhus Universitet.
International og stor ledelseserfaring
"Den helt rigtige person til posten” siger SDU’s rektor Henrik Dam, når han skal beskrive sin navnebror.
- Henrik Bindslev har gennem de mange store forskergrupper, han har stået i spidsen for, opbygget rigtig meget ledelseserfaring. Og så er jeg sikker på, at hans internationale profil og indgående kendskab til EU er noget vi kan drage nytte af – ikke kun på det Tekniske Fakultet, men på SDU i det hele taget. Det passer som fod i hose på universitetets internationale profil, som vi gerne vil udvikle endnu mere, siger Henrik Dam.
Tæt på andre faggrupper
Henrik Bindslev bliver leder af et fakultet med cirka 350 ansatte og omkring 3000 studerende, og hovedpersonen selv glæder sig til kalenderbladet viser 1. marts 2015:
- Jeg er begejstret for at skulle træde ind på et bredt universitet, hvor der er mulighed for, at forskere og studerende kan arbejde sammen på tværs af fagligheder, det være sig tekniske, samfundsvidenskabelige, humanistiske, naturvidenskabelige eller sundhedsvidenskabelige. Nærheden til andre fagområder er en stor fordel, og det bliver ikke mindre fantastisk af, at universitetets ingeniøruddannelser rent fysisk også snart flytter tæt på alle de øvrige fagmiljøer, siger Henrik Bindslev.
Han henviser dermed til SDU’s kommende nye tekniske fakultet, der - opført tæt op ad SDU’s hovedcampus i Odense - står færdigt i september 2015.
Deler bopæl mellem Aarhus og Barcelona
Henrik Bindslev har en ph.d. i plasmafysik fra Oxford University. I sit nuværende job deler den kommende SDU-dekan bopæl mellem Aarhus og Barcelona, da Fusion for Energy har sit hovedsæde i den spanske storby.
- På det private område bliver det dejligt at arbejde i Danmark igen, siger Henrik Bindslev, der er gift og far til to børn på 10 og 18 år.