Ingeniørstuderende bliver iværksætterpiloter
Folkene bag Bikematch får penge til at arbejde på fuld tid med deres iværksætterprojekt det næste år.
Fredag den 19. juni vandt Bikematch Venture Cup Startup Competition 2015 i kategorien ”Mobile & Web” samt en check på 25.000 kroner, og nu kommer Innovationsfonden med endnu en økonomisk håndsrækning til de tre iværksættere, så de det næste år kan koncentrere deres kræfter om at udfolde potentialet af deres idé.
Bikematch er en online-portal, der samler det danske cykelmarked på én side, og dermed gør det nemmere for forbrugeren at finde den rette cykel. Samtidig fungerer den som udstillingsvindue for lokale cykelforhandlere. Bag projektet står et hold ingeniørstuderende fra Syddansk Universitet.
Iværksætter på fuld tid
Som iværksætterpilot får holdet bag Bikematch hver et månedligt stipendium på 14.473 kroner i 12 måneder, et særligt tilskud på 35.000 kroner, en personlig mentor, workshop-forløb om relevante emner samt adgang til kontor- og mødefaciliteter.
De tre iværksættere er Brian Jakobsen, Rasmus Melbye og Lasse Melbye.
Iværksætterpilot
Innovationsfondens Iværksætterpilot-ordnings mål er at udvikle nye vækstvirksomheder med udgangspunkt i de gode forretningsidéer. Det er også et kulturpåvirkningsprojekt, som på længere sigt skal bidrage til, at flere unge fra de videregående uddannelsesinstitutioner starter egen virksomhed.
For mere information kontakt
Journalist Martin Mogensen på mbom@tek.sdu.dk / tlf. 6550 7297