Skip to main content
DA / EN

Flere vil læse til ingeniør i Sønderborg

19 procent flere end sidste år vil læse til ingeniør i Sønderborg. Især diplomingeniøruddannelsen i mechatronics vinder frem.

En fremgang på 19 procent i antallet af førsteprioritetsansøgere til ingeniøruddannelserne på Syddansk Universitet (SDU) i Sønderborg sammenlignet med året før - tallene taler for sig selv.

På Syddansk Universitet (SDU) glæder man sig over det stigende antal ansøgere, og uddannelsesdirektør Henning Andersen ser fremgangen som et udtryk for flere ting:

”Dels har vi i medierne set en stigende tendens til, at både politikere, brancheorganisationer og ikke mindst erhvervslivet i Sønderborgområdet melder klart ud, at der er brug for flere ingeniører. Det tager kommende studerende alvorligt, og der har de seneste år været et øget fokus på at tage en uddannelse, der rummer et klart karriereperspektiv. De unge vil opleve, at der er brug for dem. Dels har vi på SDU gjort en stor indsats for at komme ud på skolerne og fortælle om vores ingeniøruddannelser,” siger han.

 

Mechatronics

Med en stigning på hele 73 procent i antallet af førsteprioritetsansøgere i forhold til sidste år, finder man den største fremgang hos diplomingeniøruddannelsen i mechatronics, hvor man lærer at kombinere teknologier som mekanik, elektronik, mikroteknologi og effektelektronik og dermed klædes på til at udvikle fremtidens intelligente og brugervenlige produkter.

Uddannelsen er erhvervsrettet og åbner op for en række karrieremuligheder som for eksempel applikationsingeniør, teknisk konsulent, rådgivende ingeniør eller projektleder på udvikling og design af produkter, hvori der både indgår mekanik og elektronik.

I Sønderborg byder SDU til næste studiestart også nye studerende velkomne på civilingeniøruddannelsen i Innovation and Business og diplomingeniøruddannelsen i Interaction Design.

Generel fremgang

På ingeniøruddannelser på SDU oplever man samlet set en stigning på tre procent i førsteprioritetsansøgere sammenlignet med året før. Det er særligt civilingeniøruddannelsen i Robotteknologi samt diplom- og civilingeniør i Kemi- og Bioteknologi, der går markant frem.

Mere information

Afdelingsleder Bo T. Andersen: bta@tek.sdu.dk, tlf. 2778 7447

Redaktionen afsluttet: 08.07.2015