Blåt slik uden kemiske farvestoffer
Nu er der udsigt til, at børn kan spise blåt slik uden at risikere at udvikle allergi. Blågrønne alger skal skubbe syntetisk blå farve ud af slik, kager og sodavand.
Blåt slik, kager og sodavand er fyldt med syntetiske farvestoffer. Det er nemlig ikke muligt i dag at finde et ordentligt naturligt alternativ til blåt farvestof i madvarer. Men det syntetiske farvestof har nogle uheldige bivirkninger.
- De blå syntetiske farvestoffer er mistænkt for at give allergi og ADHD. Derfor er der et stort ønske om at finde et naturligt alternativ, som er stabilt, forklarer professor Lars Porskjær Christensen fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi på Syddansk Universitet.
Blågrønne alger skal i slik
Højteknologifonden har netop givet Syddansk Universitet 3,8 millioner kroner til at forske i at erstatte den syntetiske blå farve i fødevarer med blå farve fra blågrønne alger. Lars Porskjær Christensen forventer, at fødevareindustrien snart kan lægge de syntetiske farver på hylden.
- Målet er, at vi helt kan undgå syntetiske farvestoffer i fødevarer. Samtidig ønsker vi at skabe et effektivt produkt, som kan sikre fødevareindustrien konkurrencefordele, siger han.
Skal ramme den rigtige blå farve
Allerede i dag kan man købe spandevis af naturligt farvestof udvundet fra blågrønne alger, men udfordringen bliver at gøre farvestofferne egnet til at farve fødevarer. Før den naturlige farve kan blive en succes, kræver det blandt andet, at farven kan stabiliseres, så de blå ugler kan få netop dén blå farve, som er bolchets signatur.
Projektdeltagere
Udover Syddansk Universitet deltager Teknologisk Institut, R2 Group, Heede Bolcher og Bæchs Conditori i projektet. Parternes samlede investering er på 11,3 mio. kr.
- Gennem SDU RIO – TEK Innovation har vi modnet idéen og udarbejdet en ansøgning, som Højteknologifonden havde lyst til at støtte, siger Lars Porskjær Christensen.
For mere information kontakt
Professor Lars Porskjær Christensen fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi på Syddansk Universitet
Mobil: 2778 7494, Email: lpc@kbm.sdu.dk