Skip to main content
DA / EN

Den utrættelige kartoffeljæger

På en af sine mange feltture i det peruvianske højland har biolog Maria Baden fundet en hidtil ukendt vild kartoffelplante. Den er sjælden, den er smuk, og nu er den opkaldt efter sin finder og har fået navnet Solanum mariae.

Maria Baden

Kartofler, tomater og auberginer er alle medlemmer af natskyggefamilien. De tilhører undergruppen Solanum, som i Peru er repræsenteret med hele 276 forskellige arter. Ca. 100 af dem er vilde slægtninge af de kartofler, vi kender fra grønthandleren.

Maria Baden, biolog ved Max-Planck Odense Center on the Biodemography of Aging, Biologisk Institut, er en af de taksonomer, der drager ud på ekskursioner for at finde og registrere vilde slægtninge af Solanum gruppen.

- Set i lyset af de klimaændringer, vi oplever, er det vigtigt at forske i de vilde slægtninge, som den dyrkede kartoffel har. De egenskaber, som vores nuværende afgrøder besidder til f.eks. at tåle tørke eller modstå sygdomme, kommer fra vilde slægtninge, siger Maria Baden.
Peru landscape

Vigtige afgrøder, der brødføder Jordens befolkning

-Af hensyn til fødevaresikkerheden er det altså vigtigt at studere de vilde slægtninge. At vide, hvor de vilde slægtninge kan findes, og hvor mange der er, er første skridt i denne forskning, siger hun og tilføjer:

Solanum rummer mange meget forskellige arter, så der er også tale om en slægt, der kan lære os en masse om evolution i almindelighed.

Forskningsarbejdet, som ledes af Tiina Särkinen (Royal Botanic Garden Edinburgh) og Sandra Knapp (NHM London), er en del af projektet “Planetary Biodiversity Inventory (PBI) Solanum: A worldwide treatment” støttet af National Science Foundation og Northern Europe Award of National Geographic Society. 

Foretrækker at vokse højt oppe

På verdensplan findes der mere end 1.500 Solanum arter.  Solanum er blandt de mest artsrige slægter i Peru og i de tropiske Andesbjerge.

Peru er hjemsted for 276 arter, hvoraf 253 oprindeligt stammer fra Peru. 

Der findes flest forskellige arter i 2.500 – 3.000 meters højde. 

Find den videnskabelige artikel her:  PhytoKeys: Four new non-spiny Solanum (Solanaceae) species from South America. Tiina Särkinen, Paúl Gonzáles, Sandra Knapp. doi: 10.3897/phytokeys.44.8693

Foto af Solanum mariae er fra forskningsartiklen. Øvrige fotos: Michael Katballe/Tiina Särkinen, Royal Botanic Garden Edinburgh. 




Marias kartoffel

Solanum mariae kræver tilsyneladende helt særlige levesteder og foretrækker nordvendte skyggefulde klippesider. De to eneste kendte populationer er små og sårbare over for græsning.

Forskerkontakt

Maria Baden, videnskabelig assistent. Biologisk Institut, Max-Planck Odense Center. mariabaden@biology.sdu.dk.

Redaktionen afsluttet: 09.05.2016