Skip to main content
DA / EN

Nysgerrigheden driver forskningen hos Jonathan Brewer

Lektor på Institut for Biologi og Molekylær Biologi har netop modtaget 12,3 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Bevillingen skal bruges på mikroskoper, som anvendes af forskere fra hele verden.

Af Majken Brahe Ellegaard Christensen, , 30-01-2019

Jonathan Brewer er lektor på Institut for Biologi og Molekylær Biologi (BMB). Han har netop modtaget 12,3 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Bevillingen skal bruges på at indkøbe og udvikle fire nye mikroskoper, som bruges af forskere i Danmark og udlandet. Mikroskoperne kan se detaljer på 40 nanometer i levende celler og lave billeder i 3D. Den teknologi bruges bredt af forskere til at studere alt fra kræftceller og ’drug delivery’ (hvordan medicin transporteres i kroppen) til udvikling af kunstig menneskehud.

Foto: Jonathan Brewer foran det ene af sine nuværede mikroskoper, som takket være bevillingen fra Novo Nordisk Fonden nu opgraderes. Foto: Majken/SDU.

Fra fysik til biologi

Jonathan er uddannet fysiker fra SDU. Han fik sin ph.d.-grad i 2007 efter at have arbejde med biofysik i 3 år. Herefter fortsatte han den akademiske vej gennem postdoc og adjunkt op til lektor, hvilket han blev i 2016. Selvom Jonathans uddannelse egentlig koncentrerer sig om fysik, så udviklede han gennem sin uddannelse en interesse for biologi og især krydsfeltet mellem biologi og fysik. Særlig er han interesseret i, hvordan man kan anvende avanceret teknik og naturvidenskabelig metode til at løse udfordringer indenfor i princippet hvilket som helst område.

I løbet af sin karriere har Jonathan blandt andet besøgt forskningsgruppen af modtageren af Nobel prisen i kemi Stefan W. Hell, der i 2014 modtog den prestigefyldte pris for sit arbejde med fluorescerende mikroskopi i superhøj opløsning.

– Jeg besøgte Stefan Hells forskningsgruppe før han fik Nobel prisen, og det var enormt lærerigt og inspirerende at været i hans forskningsmiljø, siger Brewer.

Forskningsleder på BMB og direktør for DaMBIC NAT

Hos Jonathan er det nemlig nysgerrigheden, der driver forskningen. Når han støder på et problem eller undrer sig over et fænomen, så er hans tilgang altid at finde en naturvidenskabelig metode, som kan give ham svar på sit spørgsmål.

Hans interesse har ledt ham til at arbejde med mikroskoper. Han indkøber avancerede mikroskoper, men udvikler dem også selv. Mikroskoperne kan tage billeder i 3D og kan derfor genskabe ikke bare cellerne selv, men også indholdet inde i cellerne.

Ud over at være forsker er Jonathan også leder af sin forskningsgruppe på BMB, hvor de forsker i biofysik, nanoteknologi, optik og ’bioimaging’, som er området med fx 3D billeder af celler. Jonathan er særligt interesseret i hud og har senest forsøgt sig med skabelse af kunstig hud, som -hvis det lykkes- kan bruges hos eksempelvis brændofre, der slipper for at skulle igennem en hudtransplantation.

Ved siden af opgaven som forskningsleder er Jonathan direktør for forskningscenteret DaMBIC NAT, der ligger på BMB. DaMBIC står for Danish Molecular Biomedicinal Imaging Center, mens NAT indikerer at centeret hører til på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Centeret er cirka 8 år gammelt, og selvom Jonathan har været med fra start, så er det først for to år siden, at han selv blev direktør.

12,3 millioner til ny infrastruktur

For nylig modtog Jonathan Novo Nordisk Fondens infrastrukturbevilling på 12,3 millioner kroner. Bevillingen skal hovedsageligt bruges på tre mikroskoper.

Det første er et ’super-resolution’ mikroskop, som kan tage billeder i 3D og se ned til 40 nm, hvilket er 10 gange mindre end en lyspartikel. Mikroskopets enormt høje opløsning gør, at det kan se detaljer i levende celler, og ikke kun i stilleliggende materiale. Det næste er et ’confokal’ mikroskop, som ligeledes bruges til 3D billeder, men i almindelig opløsning.

Derudover skal han bygge et helt nyt mikroskop, hvor han anvender en teknik, som er udviklet af Eric Betzig, der sammen med Stefan W. Hell også modtog Nobel prisen i kemi i 2014. Udover de tre nævnte teleskoper, har Jonathan også et AFM. Det står for Atomic Force Microscope og kan tage billede med atomar opløsning ved hjælp af en nål, der er så tynd, at der kun sidder få atomer på spidsen og måler kraftpåvirkningen fra atomerne under sig.

Om Jonathan Brewer

Jonathan er født i Belfast i Irland i 1975. Han bor i Odense og er gift med Tine Stengaard Brewer og har tre børn. Før han kom til Danmark har han boet i USA og England.

Redaktionen afsluttet: 30.01.2019