Kvinder i forskning: Carolin Löscher
I anledningen af Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts kan du her møde en række kvindelige forskere fra SDU og blive klogere på, hvordan de ser på det at være kvinde i forskningsverdenen.
Carolin Löscher
Carolin, cloescher@biology.sdu.dk, er havbiolog og studerer, hvordan livet i havet reagerer på klimaforandringer. Hun er især interesseret i at forstå de mindste livsformer i havet: bakterier og planteplankton. Disse små organismer er meget interessante, fordi de fremstiller den ilt, vi indånder, og de kan desuden styre planetens temperatur, fordi de er i stand til at optage drivhusgasser, som ellers ville gøre Jorden varmere.
Der er en generel forestilling om, at forskningsverdenen er mandsdomineret. Er det en forestilling, du kan genkende? Og hvordan har du selv oplevet at gøre karriere i en 'mandeverden'?
Jeg synes, at jo ældre jeg bliver, desto mere indser jeg, hvad folk mener, når de siger, at forskningsverdenen er domineret af mænd. Dette skyldes, at i takt med, at jeg avancerer i min karriere, desto færre kvinder er der. Dette er selvfølgelig underligt og gør ikke tingene lettere. Hvis der kun er få kvinder til stede, oplever de, der rent faktisk er der, at de enten bliver overset og ikke taget alvorligt, og hvis de forsvarer deres meninger og idéer, opfattes de som vanskelige. Det medfølgende pres fører til, at mange kvinder ikke bliver forskere.
”Men jeg besluttede, at i stedet for at vende ryggen til forskningsverdenen var det vigtigt for mig at følge min lidenskab og gøre mit til at ændre systemet, som lige nu diskriminerer kvinder.
Men jeg besluttede, at i stedet for at vende ryggen til forskningsverdenen var det vigtigt for mig at følge min lidenskab og gøre mit til at ændre systemet, som lige nu diskriminerer kvinder. Derfor har jeg det fint med at blive opfattet som uromager, for vi er alle nødt til at arbejde på at gøre forskningsverdenen til et sted med lige muligheder.
Hvem er dine største forbilleder? Har du nogen, du spejler dig i?
Jeg har flere forskellige. En af dem er Marie Curie. Hun var både en af de sejeste forskere, nobelprisvinder, mor og badass. Hun gjorde noget, som blev anset for umuligt dengang, nemlig at studere og blive forsker på trods af, at hun var kvinde. Der er også den berømte havforsker Marie Tharp, der udarbejdede de første kort over havbunden, som stadig bruges – det elskede hun bare. En anden kvinde, jeg ser op til, er Katherine Johnson. Hun var et matematikgeni og en af de ”menneskelige computere” hos NASA. Hun hjalp med at sende en astronaut i kredsløb omkring Jorden og landsætte et menneske på Månen. Fordi hun var farvet, blev hendes arbejde længe ignoreret. Dette sker for rigtigt mange geniale kvinder, især farvede kvinder, og det er helt forkert.
Det er mine videnskabelige forbilleder, men jeg har også en helt. Det er min ven Vicky Bertics. Vi blev født samme år. Hun døde desværre for otte år siden, men hun var den bedste havforsker, jeg nogensinde har oplevet. Hun foretog dykninger i en ubåd, hun dykkede med hvaler, og hun vidste alt om havet. Så når jeg studerer livet i havene og klimaændringerne, tænker jeg på hende, og hvad hun ville have synes om mit arbejde, og jeg håber, at hun ville være stolt af mig.
Hvad drømmer du om at opnå med din forskning?
Jeg er havforsker, havbiolog og klimaforsker, og jeg vil finde ud af, hvordan man bedst kan udnytte havet til at bremse klimaændringerne. Jeg ved meget om kemien og biologien i de forskellige havområder, så jeg håber med tiden at udvikle metoder til at få livet i havet til at optage mere CO2, transportere det dybt ned i havet og dermed svække drivhuseffekten.