Skip to main content
DA / EN
Kemikalier

Forskere med kritik af EU-grænseværdier for PFAS

Danske forskere har fundet, at EU’s grænseværdier for PFAS er fejlagtige. Det kan have store konsekvenser for beregningerne af omkostningerne for det kommende oprydningsarbejde.

Af Marianne Lie Becker, , 15-05-2023

Det nye og store fokus på PFAS gennem de senere år, har for alvor fået både myndigheder og borgeres øjne op for, hvor alvorlig og varig forureningen med PFAS er. Det har ført til lavere internationale grænseværdier.

Men de er stadig alt for høje ifølge en videnskabelig artikel, der er publiceret i tidsskriftet Environmental Health.

Her har professor i biostatistik på Københavns Universitet, Esben Budtz-Jørgensen, og SDU-professor i miljømedicin, Philippe Grandjean, gennemgået de beregninger, der ligger til grund for EU’s fastsættelse af grænseværdier for PFAS.

10 gange for høj grænse

I den seneste danske finanslov er der afsat midler til vurdering af forureningens omfang. Indsatsen hos danske myndigheder bygger på en grænseværdi for PFAS fastsat af EU i 2020.

Men nu stiller danske forskere altså spørgsmålstegn ved EU's grænse, som er fastsat af fødevareagenturet EFSA.

- Vi kan se i beregningerne, at EFSA ikke har taget hensyn til alle data og i vores øjne har regnet forkert. Derfor er grænsen for de to vigtigste stoffer, PFOS og PFOA, blevet omkring 10 gange for høj, siger Philippe Grandjean.

Mere giftigt end vi troede

Han har sammen med professor i biostatistik Esben Budtz-Jørgensen gennemgået beregningerne, som bygger på, hvor stor påvirkning en given dosis af PFAS har – og dermed hvor lille en dosis skal være for ikke at have betydning. Her sættes grænseværdien så.

- Vi har igen og igen set, at PFAS var giftigere, end vi først troede, siger Philippe Grandjean.

Mød forskeren

Philippe Grandjean er professor i miljømedicin og forskningsleder på Institut for Sundhedstjenesteforskning. Hans mangeårige forskning har gjort ham til et kendt ansigt i offentligheden på emner som kviksølv i fisk, mænds sædkvalitet, asbest, pesticider, hormonforstyrrelser og den seneste tid især PFAS.

Kontakt

Mød forskeren

Esben Budtz-Jørgensen er professor i biostatistik på Københavns Universitet.

Kontakt

Vi har igen og igen set, at PFAS var giftigere, end vi først troede

Philippe Grandjean, professor

- Derfor er det meget uheldigt, at EU's eksperter regner så meget forkert. Det vil medføre juridiske problemer og forsinke oprydningen. Hvis grænseværdien ændres til det lavere niveau, som forskerne mener er det korrekte, vil det betyde langt mere forurening, der skal fjernes. Det vil betyde øgede omkostninger.
 

Håber at EU vil lytte

Philippe Grandjean og Esben Budtz-Jørgensen har tidligere bidraget til arbejdet udregningerne af grænseværdierne. Men denne gang har de ikke været med hele vejen.

- Da vi så, at regnefejlene var af generel art, besluttede vi at beskrive hele udregningen i en videnskabelig artikel. Det tog lidt tid, men nu håber vi at EU vil tage det til efterretning og stramme grænsen, siger Esben Budtz-Jørgensen.

Forskernes beregninger er offentliggjort i artiklen på www.ehjourlan.biomedcentral.com.

Fakta om grænseværdier:

Grænseværdien for PFAS er udarbejdet af EFSA og gælder derfor i hele EU. Grænseværdien er et udtryk for det ’højst tolerable samlede indtag af PFAS pr. kg legemsvægt på en uge’. Den er så oversat af EU-landene til grænser for drikkevand mm.

Grænseværdien fra EFSA er lige nu på 4,4 ng/kilogram legemsvægt per uge. Det svarer til 2 ng per liter drikkevand.
1 nanogram (ng) svarer til en milliardedel gram.
Budtz-Jørgensen og Grandjean mener, at tallet bør være omkring ti gange lavere.
 
Redaktionen afsluttet: 15.05.2023