Eksperter er også mennesker: Hans Jørn Kolmos

Hvorfor er du i medierne?

Gennem et langt arbejdsliv med klinisk mikrobiologi og infektionshygiejne har jeg oparbejdet ekspertviden om håndtering af smitsomme sygdomme og pandemier. Jeg synes, den viden forpligter, og derfor stillede jeg mig til rådighed som frivillig, da pandemien bankede på, selvom jeg egentlig var gået på pension fra min stilling som overlæge på OUH.

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg bedst kunne gøre gavn ved at rådgive og formidle sundhedsfaglig viden om coronaspørgsmål til medier og myndigheder. Jeg er fortsat ansat på SDU som professor på deltid. Det går fagligt set fint i spænd med mediearbejdet, men det er tidskrævende, så der er ikke plads til meget andet lige nu. Jeg ser frem til et lidt mere roligt liv, når vi forhåbentlig snart får styr på pandemien.

Hvordan forholder du dig til debatten fx på sociale medier?

Jeg er ikke selv på sociale medier som Facebook og Twitter. Mest af alt fordi jeg ikke har tid, men også fordi jeg synes, at budskaberne tit er overfladiske og debattonen rå. Jeg anerkender dog, at de sociale medier spiller en rolle i kommunikationen af viden om coronapandemien, hvis det foregår i det rette regi.

Jeg har deltaget i flere brevkasser og chatfora på DR og TV2, hvor jeg synes, der er kommet nyttig viden ud af det til gavn for alle parter. Det gør jeg fortsat gerne. Min opgave er at bidrage med viden, så budskaberne bliver retvisende og til reel hjælp for folk i en vanskelig tid, hvor det fyger med falske nyheder og konspirationsteorier.

Hvilket ansvar føler du for måden dine udsagn bliver brugt på?

Vi har som samfund glemt, hvor smitsomme mikroorganismer kan være. Vi har faktisk ikke ofret ret meget på hygiejne de senere år. Men ved indgangen til pandemien stod vi pludselig i en situation, hvor hygiejne var helt afgørende - faktisk det eneste våben vi kunne sætte ind.

Da hygiejne er mit ekspertområde, føler jeg et stort ansvar for at få kommunikeret budskaberne om hygiejne ud til befolkningen og vel at mærke få folk til helt lavpraktisk at gøre det rigtige.

Konkret sikrer jeg mig at have aftaler om interviewet med de elektroniske medier, inden jeg udtaler mig, så jeg kender konteksten. Det samme gælder med de trykte medier, hvor jeg betinger mig at faktatjekke teksten, inden interviewet går i trykken. Det kan være ret arbejdskrævende, men i sidste ende helt afgørende for at få alle til at forstå problemet og gøre det rigtige.

Hvad gør du, når du vil koble af fra COVID-19-mediemøllen?

I sommerhalvåret slapper jeg af med mine bier. De er meget følsomme for stress, så hvis du ikke tvinger dig selv ned i gear og kommer i ro og balance, lærer bierne dig det på den hårde måde. Hvis du gør tingene ordentligt, giver dialogen med bierne til gengæld nogle fantastiske oplevelser, som man kan leve længe på.

I vinterhalvåret går jeg lange ture, hvor jeg prøver at tænke over, hvordan vi kommer videre herfra med klima- og miljøspørgsmål, som banker på med stigende kraft. Jeg tror, vi skal se Covid-19-pandemien som et symptom på, at der er ting i samfundet, vi bliver nød til at rette op på, hvis ikke vi skal havne i lignende situationer igen.

Hvis du skulle komme med ét godt råd til andre, der vil tage ekspertrollen på sig, hvad skulle det så være?

Det kan være en slidsom opgave, hvis man vil gøre tingene ordentligt. Hvis man skal holde til det på den lange bane, er det nok vigtigt, at man sætter grænser for sin medvirken og skaber sig nogle frirum. Jeg er ret dårlig til det selv, men øver mig på det.

Hold kontrol over din medvirken ved fra starten at gøre dig klart, hvad du medvirker i, udtal dig så kort og præcist som muligt, og insister på at faktatjekke, så der ikke opstår forvirring hos dig selv og andre om, hvad du rent faktisk har sagt.

Du har været massivt i medierne. Hvordan har det påvirket dig?

Man bliver jo suget ind i malstrømmen af coronanyheder og kommer helt naturligt til at engagere sig noget mere. Det kan godt være stressende hele tiden at være på, men man bliver også ”tændt” af det, for fagligt og videnskabeligt er det jo uhyre spændende at stå midt i en virkelig pandemi, som man ellers kun har læst om i lærebøgerne.

Man bliver også et ansigt, som folk genkender på gaden. Det skal man lige vænne sig til. Jeg ser frem til at vende tilbage til anonymiteten, når vi omsider får bugt med pandemien.

Hvad skal der efter din mening til, for at vi kan få en bedre kollektiv samtale om COVID-19?

At vi gør os klart, at denne opgave løser vi i fællesskab som samfund. Det strider mod tidsånden, men der er ikke rigtig plads til solopræstationer. Alt det, vi gør, har betydning for andre. Den erkendelse er et godt udgangspunkt for den svære samtale om, hvorfor jeg skal pålægge mig selv begrænsninger i min frie udfoldelse, og hvad jeg skal yde for at få det hele til at gå. Det er lidt som i en krigssituation - bare uden våben.

Foto: Lars Skaaning