Skip to main content
DA / EN

Ofte stillede spørgsmål

 Kan jeg have en bibeskæftigelse/anden ansættelse ved siden af ph.d.-studiet?

Nej. Ph.d.-studiet er en fuldtidsansættelse, der ikke levner plads til andre ansættelsesforhold og beskæftigelser.

Skal jeg på udlandsophold under ph.d.-studiet?
Ph.d.-skolen anbefaler et studieophold i udlandet på 3-6 mdr., hvor du får lejlighed til at skabe kontakter med internationale forskningsmiljøer uden for SDU, men det er ikke et lovmæssigt krav. Hvis det ikke er muligt – fx af familiemæssige grunde, kan du også planlægge et studieophold på en dansk forskningsinstitution og på den måde skabe kontakt til forskningsmiljøer uden for SDU.

Hvordan skifter jeg vejleder?
Du skal i samarbejde med institutlederen, den nye vejleder og den hidtidige vejleder sende en ansøgning til ph.d.-skolen med en kort begrundelse for vejlederskiftet. Det skal fremgå af ansøgningen, at alle har accepteret vejlederskiftet. Læs mere om vejlederskifte.

Hvad skal jeg huske ved indlevering af ph.d.-afhandlingen?
Du skal give besked til institutlederen og ph.d.-skolen i god tid (ca. 2 mdr.) før du afleverer afhandlingen, så bedømmelsesudvalget kan blive sammensat inden du afleverer din afhandling. 

Læs mere om indlevering af ph.d.-afhandlingen.

Hvad skal jeg huske hvis jeg ansøger om orlov?

Bliver du som ph.d. studerende sygemeldt i en længere periode, skal dette meddeles til hovedvejleder, til instituttet og til ph.d. skolens sekretariat.

Under særlige omstændigheder kan der bevilges anden orlov fra ph.d.-studiet efter begrundet ansøgning til ph.d.-skolelederen

Som ph.d.-studerende, ansat ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, skal der gives skriftlig besked om barselsorlov senest 3 måneder før forventet fødsel, til instituttet, fakultetets personaleadministration og ph.d.-skolens sekretariat.

Læs mere om orlov og studieafbrydelse.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke bliver færdig med afhandlingen til tiden?
Du skal ansøge ph.d.-skolen om udsættelse af afleveringsfristen og forlængelse af indskrivningsperioden. Du skal udarbejde ansøgningen sammen med din institutleder og din hovedvejleder og ansøgningen skal indeholde en tidsplan for det videre arbejde med afhandlingen og en forventet afleveringsdato.

Hvordan skal afhandlingen indleveres?
Fra 1. september 2021 skal ph.d.-afhandlinger indleveres digitalt i SDUs forskerportal PURE.

Hvad skal uploades?

  • Den endelige og komplette version af ph.d.-afhandlingen inkl. dansk og engelsk resumé (PDF-format)
  • Aktivitetsoversigt (særskilt PDF-fil)
  • Vejlederudtalelse og eventuelle medforfattererklæringer (samlet PDF-fil)
Kontakt ph.d.-sekretariatet

Klik her

Sidst opdateret: 08.02.2022