Skip to main content
DA / EN

Epidemikommissionen

Jes Søgaard skal bistå Epidemikommissionen

Tre eksperter med samfundsvidenskabelige kompetencer er udpeget til at bistå Epidemikommissionen. Professor Jes Søgaard fra SDU er en af dem.

Sundhedsministeren har udstedt en ny forretningsorden for Epidemikommissionen, der trådte i kraft den 1. oktober 2022. Den nye forretningsorden skal blandt andet tilskynde til bredere inddragelse af sundhedsfaglige og samfundsvidenskabelige kompetencer i kommissionens arbejde. Som et resultat af dette, er tre nye eksperter udvalgt til at rådgive kommissionen, hvoraf Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på Center for Populationsstudier ved SDU, er en af dem.

Under coronapandemien har Jes Søgaard været medlem af regeringens faglige referencegruppe, og han har i den forbindelse også fungeret som ekstern sagkyndig i Epidemikommissionen siden 2020.

Godt samarbejde

-Jeg er glad for at kunne fortsætte i dette arbejde. Jeg har hidtil oplevet et rigtigt godt samarbejde med de øvrige i den faglige referencegruppe, med Epidemikommissionen og alle de involverede embedsmænd, siger Jes Søgaard.

Udover Jes Søgaard er yderligere to eksperter udpeget til at bistå kommissionen, nemlig professor Michael Bang Petersen (AU) og lektor, ph.d. Signe Smith Jervelund (KU).

Redaktionen afsluttet: 18.11.2022