En stor dag for CISC
Inspiration, indsigt og gode debatter om civilsamfundets vilkår, da Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund inviterede til 20-års jubilæumsseminar.
Den 1. september 2004 blev CISC oprettet som forskningscenter under Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet. Siden da har centeret bedrevet samfundsvidenskabelig forskning inden for temaer som civilsamfund og frivillighed, rum og rammer samt sundhed.
Centret har arbejdet med udgangspunkt i samfundsvidenskabelige undersøgelser og analyser af bevægelser. Her menes såvel fysiske bevægelser som idræt, leg og fysisk aktivitet – og sociale bevægelser i form af frivilligt arbejde, foreninger og civilsamfundet i bred forstand.
Den 1. februar havde CISC inviteret en række forskellige aktører fra idræts- og foreningsverdenen, meningsdannere, politikere, fonde mv. til et 20-års jubilæumsarrangement på Institut for Idræt og Biomekanik.
Her var der masser af input og inspiration at hente fra oplæg og paneldebatter om emnerne ”Civilsamfundets samfundsmæssige betydning og politiske vilkår”, ”Faciliteter og rum for idræt, bevægelse og leg” og ”Social ulighed i sundhed og idrætsdeltagelse”.
Ny bog skal skabe debat med afsæt i forskning
Paneldebatterne blev hver især indledt af medforfattere til en antologi, der samler op på 20 års forskning og som blev udgivet i forbindelse med jubilæet. Antologien rummer 17 kapitler fra 27 udvalgte forskere indenfor idræt og civilsamfund.
Antologien udgives for at skabe øget debat med afsæt i den kritiske samfundsvidenskabelige forskning inden for idræt og civilsamfund.
- Vi håber, at det at antologien er ’open access’ giver anledning til, at den kan nå bredere ud, end det ofte er tilfældet med videnskabelige antologier - og på den måde også være med til at fortsætte CISC’s tradition for at være i en løbende dialog med omgivelserne, fortæller CISC’s centerleder Evald Iversen.
Antologien ”Idrættens og civilsamfundets knaster” er tilgængelig som gratis download på www.universitypress.dk her.
Active Living er en forskningsenhed på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet. Enheden rummer bl.a. tre centre: Forsknings- og Implementeringscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL); Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC); og World Playground Research Institute. Active Living udgiver løbende nyheder om enhedens samlede forskningsaktiviteter.