Skip to main content
DA / EN

Ny arbejdsgruppe på Institut for Psykologi: Lærings- og undervisningsmiljø, inkl. evaluering

I marts måned dannede Institut for Psykologi en ny arbejdsgruppe, som skal have fokus på lærings- og undervisningsmiljø samt evalueringer.

Arbejdsgruppen består af Anna Thit Johnsen, Maj Hansen, Nina Rottmann, Tonny Elmose Andersen, Mads Bank, Eva Gemzøe Mikkelsen, Maria Hardeberg Back samt tovholder for gruppen Lotte Huniche.

Gruppen er nedsat med det formål at generere idéer og gennemføre konkrete tiltag til udvikling af lærings- og undervisningsmiljøet på psykologi, herunder at arbejde med andre former for undervisningsevaluering, end kun den skriftlige fakultetsevaluering. Dette arbejde er væsentligt både for interpersonelle relationer, studie- og arbejdsmiljøet på psykologi og som led i kvalificeringen af fremtidens psykologer.

Gruppen er, efter det første møde, enige om at rette opmærksomheden særligt mod tre områder, som skal styrkes i uddannelsessammenhænge og blandt undervisere og studerende: (i) Feedback former (både i og udenfor undervisningslokalerne), (ii) undervisningsevaluering (fakultets evalueringer, så vel som andre former for evaluering på de enkelte moduler) og (iii) samarbejde med studerende (fx om feedback og evaluering).

Desuden har gruppen fokus på at synliggøre arbejdet med områderne, gennem kommunikation og erfaringsdeling med både studerende, undervisere og studieledelse. Forventningsafstemning er væsentligt i enhver form for feedback, evaluering og samarbejde og vil derfor også være i fokus i gruppens videre arbejde.

Editing was completed: 18.03.2019