Skip to main content
Digitalt demokrati

SDU og TrygFonden vil styrke det digitale demokrati

Digital Democracy Centre på SDU og TrygFonden opretter et flerårigt fellowship-program, hvor målet er at forstå og adressere de udfordringer, digitale teknologier giver for demokratiet.

Af Marlene Jørgensen, , 12-09-2023

Kunstig intelligens. Falske nyheder. Ekkokamre på sociale medier. Tillid og mistillid til information. Beskyttelse af os selv og vores data.

Det er alt sammen noget, vi skal forholde os til, når vi færdes online.

Alt imens ændrer teknologierne og spillereglerne bag sig med rivende hast, så behovet for mere og løbende viden om teknologiernes udvikling og deres indvirkning på vores digitale verden og færden er vigtigere end nogensinde.

Hvordan kan teknologier styrke demokratiet?

Derfor lancerer Digital Democracy Centre på SDU med støtte fra TrygFonden et nyt fellowship-program. Det sker ud fra en ambition om at fremme samarbejdet mellem forskere, journalister og beslutningstagere om at udforske de digitale teknologier og AI’s indflydelse på medier, politik og demokratiets institutioner og processer.

- Vi skal som samfund blive bedre rustet til at forstå, tale om og debattere samt udvikle de digitale teknologier på en måde, så de styrker og ikke svækker den demokratiske samtale, og den måde vi tager beslutninger på, som er kernen i vores demokrati.

Sådan lyder det fra Claes de Vreese, der står i spidsen for Digital Democracy Centre, et tværfagligt forskningscenter på SDU, der er optaget af netop de problemstillinger.

Brug for alle stemmer

Ideen med fellowship-programmet er da også at få skabt endnu mere viden om samspillet mellem teknologi og demokrati, og både forskere og praktikere har over de næste fem år mulighed for at blive tilknyttet som fellows ved Digital Democracy Centre i en kortere eller længere periode.

Det gælder bl.a. forskere inden for teknologi og demokrati, journalister der dækker teknologi, politiske aktører og medlemmer af embedsværket eller NGO’er, som alle kan bidrage med perspektiver på, hvordan digitale teknologier påvirker de demokratiske institutioner og processer.

Og ifølge Claes de Vreese er det helt afgørende:

- Udviklingen går rigtig hurtigt, teknologierne er komplekse, og udfordringerne, der følger med, kan derfor sjældent løses ud fra et perspektiv alene. Der er brug for at inddrage mange forskellige kompetencer og aktører, som kan bygge bro mellem forskningen og samfundet, så den viden, vi skaber, forhåbentlig kan kvalificere og påvirke samfundsdebatten og de politiske beslutninger.

Vi skal som samfund blive bedre rustet til at forstå, tale om og debattere samt udvikle de digitale teknologier

Claes de Vreese, professor og leder for Digital Democracy Centre

De første fellows på Digital Democracy Centre og TrygFondens nye fellowship-program vil begynde i foråret 2024, og planen er, at fire-fem fellows med forskellige profiler vil blive tilknyttet programmet årligt.

Det er nu muligt at ansøge om et fellowship. Se mere her.

Mere om fellowship-programmet

  • Fellowship-programmet er støttet af TrygFonden, som har bevilget 12 mio. kroner til programmet.
  • Det skal understøtte fondens målsætninger om at sikre digital tryghed og styrke civilsamfund, debat og demokrati.
  • Fellowship-programmet skydes i gang i foråret 2024 og løber over en femårig periode.
  • Der er åbnet for ansøgninger til et fellowship til og med den 24. oktober 2023.
    Se mere og ansøg her.

Mød forskeren

Claes de Vreese er professor i politisk kommunikation og leder for Digital Democracy Centre på SDU.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 12.09.2023