Skip to main content
DA / EN
Nyt klimacenter

SDU’s klimacenter er på vej

I 2022 vil SDU’s klimacenter åbne under navnet SDU Climate Cluster. I forhold til tidligere udmeldinger er der sket enkelte ændringer i centrets opbygning, der mere skal fungere som en tværfaglig forskningsklynge.

Året 2022 er af FN blevet udnævnt til videnskabsåret, hvor ønsket er at række ud til et bredt publikum og formidle om videnskab med det overordnede formål at få et øget og målrettet fokus på videnskabs betydning. For SDU’s vedkommende vil det nye år bringe startskuddet til universitetets klimacenter under navnet SDU Climate Cluster (SCC).

Det nye center skal være en excellent og tværvidenskabelig missionsdrevet klimaforskningsklynge, som understøtter klimadagsordenen og samfundets behov for bæredygtig omstilling.

Forskningsklyngen kommer til at bestå af forskellige interdisciplinære forskningskonsortier, -centre og -projekter, forskningsnetværk samt en fagligt bredt sammensat gruppe af nationale og internationale forskere i verdensklasse.

Justering af setuppet

Årsagen til, at man er gået mere imod en videnskabelig klynge-model med inspiration fra SDU’s interdisciplinære eliteforskningscenter DIAS er ifølge Sebastian Mernild, at man med dette setup sikrer en endnu mere tværfaglig involvering af forskere fra SDU og eksterne samarbejdspartnere.

- Fordelen er at man rækker direkte ud i fagmiljøerne, så vi vil få et tættere center, der er mere integreret på hele SDU, så vi kan være med til at løse udfordringerne, vi står over for i fællesskab, og samtidig sikrer, at centret ikke bliver en form for boble, lyder det.

En masse aktivitet i 2022’s første halvår

Sebastian Mernild er prorektor på SDU og professor i klimaforandringer. Han har sat sig i spidsen for at få startet klimacentret op til og med august 2022

SCC skal udover at bidrage med ny viden også stimulere SDU’s fakulteter til at gennemføre uddannelsesaktiviteter for studerende og forskningstalenter med faglig tyngde og bredde inden for klimatiske kerneområder, forklarer han.

- Vi håber både at kunne tiltrække etablerede og erfarne forskere men også ph.d.- og postdoc-studerende. Det bliver muligt at søge om midler til klimarelaterede forskningsprojekter igennem fem spor, og SDU’s allerede eksisterende klimarelaterede projekter kan kobles ind i klimacentret, siger Sebastian Mernild.

Det forventes, at SDU Climate Cluster vil have sin officielle åbning i første halvår af 2022.

Redaktionen afsluttet: 14.01.2022