Skip to main content
DA / EN

Bevillinger

43 millioner kroner til 7 excellente yngre forskere på SDU

Hele syv forskere på SDU har netop fået Sapere Aude-bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond til at forfølge deres forskningsideer og lede deres egne forskningsgrupper.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 30-11-2023

Dette års Sapere Aude-bevillinger er netop blevet uddelt fra Danmarks Frie Forskningsfond, og hele 7 særdeles talentfulde SDU-forskere er i år sluppet gennem nåleøjet og har modtaget en af de prestigefyldte bevillinger.

Fælles for dem alle er, at de har været i et hårdt udskillelsesløb, hvor kun de allerdygtigste i dag står tilbage med en Sapere Aude: DFF-forskningsleder-bevilling.

Med hver en bevilling på ca. 6 millioner kroner, får de yngre forskere i topklasse nu mulighed for at udvikle deres egne banebrydende ideer og deres forskningsledelse.

Mere om forskerne og deres projekter

Aida Solhøj Hansen, Institut for Molekylær Medicin

Projektet vil afdække en mulig ny mekanisme for, hvordan kræftknuden hos mange patienter med brystkræft, udvikler resistens overfor behandling.Dette vil på sigt hjælpe os til at finde nye måder at overkomme resistens og føre til en mere effektiv bekæmpelse af brystkræft, som er den hyppigste årsag til kræftrelaterede dødsfald hos kvinder på verdensplan.

Læs mere


Amalie Timmermann, adjunkt ved Statens Institut for Folkesundhed

Projektet søger at forstå, hvordan kemikalier i vores miljø påvirker amning og børns helbred og dermed skabe bedre viden om samspillet mellem miljøkemikalier og amning, hvilket er centralt for at kunne lovgive om brugen af miljøkemikalier samt skabe evidensbaserede kliniske retningslinjer – som i sidste ende kan fremme mødres og børns sundhed.

Læs mere


Fabian Haiden, adjunkt ved Institut for Matematik og Datalogi

Projektet vil opnå nye gennembrud inden for et matematiske problem, der ligger i hjertet af svære og grundlæggende spørgsmål inden for geometri og matematisk fysik. Inden for højenergifysik, datalogi og andre fag er der opstået et stærkt algebraisk sprog, kategoriteori, til moderne formål.

I dette projekt søges der svar på: Hvad er den geometri, der beskrives af en kategori? Hvis man kunne tage et billede af en kategori, hvordan ville det så se ud? For at nå nye gennembrud inden for dette matematiske problem.

Læs mere


Ingvild Berta Ina Bode, lektor ved Institut for Statskundskab

Projektet skal bidrage med nødvendig viden om, hvordan fordelingen af opgaver mellem mennesker og maskiner påvirker handlefrihed i krigsførelse – og i forlængelse heraf, indsigter i hvordan AI-teknologier bør anvendes i krigsførelse.

For udbredelsen af AI inden for krigsførelse rejser særligt kritiske spørgsmål – såsom i hvilket omfang mennesker fortsat vil spille en væsentlig rolle i beslutningstagningen om magtanvendelse?

Læs mere


Joe Alexandersen, lektor Institut for Mekanik og Elektronik

Projektets fokus er på en særlig strømningsdyse, der blandt andet kan benyttes til at øge energiproduktionen og nedsætte støjen fra vindmøller.

Projektet udvikler nye beregningsmetoder, der vil følge en rum-tid beskrivelse af systemerne og løse hele tidsserien på én gang ved at benytte supercomputere til at opdele arbejdet parallelt i rum og tid samtidig. Dette vil reducere ventetiden og gøre det realistisk at kunne optimere tidsafhængige industrielle problemer i fremtiden.

Læs mere


Johanne Louise V. Christiansen, lektor ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber
Forholdet mellem religion og natur er mere relevant end nogensinde og religiøse miljøbevægelser springer frem verden over. Projektet undersøger, hvorledes naturen i Koranen opfattes, genfortolkes og forhandles, både i dens historiske kontekst, op gennem islams historie og til nutidige islamiske miljøinitiativer.

Projektet belyser derigennem essentielle spørgsmål såsom: Hvordan kan natur og mennesker sameksistere? Har religion, her islam, potentiale til at bidrage til løsninger på klimakrisen?

Læs mere


Tore Bjerregaard Stage, professor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning

 

Projektet vil identificere nye molekylære mekanismer for de nerveskader (perifer neuropati), der er en meget hyppig bivirkning ved mange kemoterapeutiske lægemidler.

Samlet set vil projektet bidrage med at øge forståelsen af perifer neuropati markant, og den viden kan bruges til at finde nye måder at behandle og forhindre bivirkningen på.

Læs mere

Mere om Sapere Aude-bevillingerne

Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget 349 ansøgninger og uddelt 39 bevillinger svarende til en succesrate på 11 %, både på ansøgt beløb og antal ansøgninger.

Antallet af kvindelige ansøgere var 122, og der blev givet 15 Sapere Aude Forskningsleder-bevillinger til kvinder, hvilket giver en succesrate på 12%. For mandlige ansøgere er succesraten 11 %.

Læs mere om Sapere Aude-bevillingerne her

Redaktionen afsluttet: 30.11.2023