Skip to main content
Sunde børn

Nyt stort projekt skal skabe sunde børneliv i trivsel

80 mio. kr. til banebrydende samarbejde mellem forskermiljøer og flere lokalsamfund skal udvikle et solidt, forskningsbaseret fundament for, at børn får et godt og sundt liv i trivsel – som de kan tage med ind i voksenlivet.

Af Bo Kousgaard, , 05-05-2022

Andelen af danske skolebørn med overvægt og svær overvægt er i dag 18%, når de rammer udskolingen. Og for mange mennesker gælder det, at overvægt i barndommen og ungdommen bliver taget med i voksenlivet. Det udgør en betydelig risikofaktor for en lang række sygdomme og tilstande

Det skal nogle af sværvægterne inden for forskning i børns sundhed nu samarbejde om at gøre noget ved. De har taget initiativ til indsatsen Generation Sunde Børn, der i de kommende fire år involverer 2500 skolebørn i alderen 6 – 9 år.

I samarbejde med lokale og nationale partnere skal forskere fra Københavns UniversitetSyddansk UniversitetCenter for Klinisk Forskning og Forebyggelse, samt Statens Institut for Folkesundhed lægge alle kræfter i at fremme en generation af sunde børn.

Børns sundhed set fra flere vinkler

Indsatsen omfatter eksperter inden for børns bevægelse, ernæring, søvn, digitale vaner og forebyggelse. Undervejs skal partnerne indsamle solid evidens for, hvilke tiltag der virker bedst. Generation Sunde Børn er støttet af Novo Nordisk Fonden med 80 millioner kroner.

Professor Jens Troelsen, leder af Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, fortæller, at det er afgørende, at man ser på børns sundhed og liv fra flere vinkler, og at man samarbejder med de aktører, der har indflydelse på børnenes liv, hvis man vil gøre en positiv forskel:

Det er afgørende for succesen, at vi har et tæt samarbejde med børnene og alle aktører, rundt om børnene

Jens Troelsen, professor

- Vi samler en gruppe forskere og en masse lokale og nationale kræfter i en intervention, der bliver meget ambitiøs, helt unik, og ikke mindst skalerbar. Så får vi både værdifuld viden ud af det, og efterfølgende kan interventionen gennemføres i større eller mindre skala i andre områder, siger han og uddyber:

- Igennem hele forløbet skal vi have et tæt samarbejde med børnene og med alle de aktører, der er rundt om børnene; familien, skolen, foreningerne, SFO’en, kommunen, supermarkedet, fastfoodkæden og så videre. Det er afgørende for succesen.

Vil gøre en positiv forskel

Baggrunden for Generation Sunde Børn er blandt andet, at andelen af danske skolebørn med overvægt og svær overvægt stiger fra 13 %, når de går i indskolingen til 18%, når de rammer udskolingen. For mange mennesker gælder det, at overvægt i barndommen og ungdommen bliver taget med i voksenlivet.

En helt ny undersøgelser fra Den Nationale Sundhedsprofil 2021 viser, at over halvdelen af den voksne befolkning i dag lever med overvægt eller svær overvægt. Det udgør en betydelig risikofaktor for en lang række sygdomme og tilstande, bl.a. hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og belastningslidelser i leddene, samt psykosociale problemer i forbindelse med stigmatisering.

- Med Generation Sunde Børn vil vi gøre en positiv forskel for børn. Vi vil arbejde for at fremme sund vægt, udvikling og trivsel hos børn i alderen 6-9 år samtidig med, at vi modvirker social ulighed. Og vi vil gøre det, mens vi skaber viden om, hvad der virker, fortæller professor Nikolai B. Nordsborg, institutleder på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Ingen snuptagsløsninger

Arne Astrup, Senior Project Director hos Novo Nordisk Fonden med ansvar for fondens aktiviteter for at fremme sund vægt, begrunder bevillingen med, at der er behov for at få et helhedsorienteret syn på børns sundhed, vægt og trivsel for at skabe de bedste rammer for de kommende generationers opvækst:

- Der er ikke nogen snuptagsløsninger, der kan skabe et solidt grundlag for sund vægt og trivsel hos børn. Med bevillingen til Generation Sunde Børn samler vi alle tilgængelige kræfter omkring børnene, og forskerne kommer til at se på helhedsbilledet; søvn, mad, fysisk aktivitet, skærmvaner og trivsel, siger Arne Astrup og uddyber:

- Projektet vil vise, hvor effektivt en sådan samlet indsats hos skolebørn kan bidrage til at forebygge overvægt og fremme sundheden. På den måde kan denne indsats blive skabelon for en lang række efterfølgende indsatser i hele landet, siger Arne Astrup.

Kort om projektet:

Aktiviteter og forskning i Generation Sunde Børn vil blive gennemført i perioden fra april 2022 til april 2026. Erfaringerne fra Generation Sunde Børn kan understøtte og levere evidens og konkret viden til regeringens udspil til en ny sundhedsreform, Gør Danmark Sundere - herunder planerne om at etablere partnerskabet ’Generation Aktiv’, der skal styrke børn og unges trivsel i aktive fællesskaber.

De deltagende forskere er blandt andre:

  • Professor Anders Grøntved, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
  • Lektor Camilla Trab Damsgaard, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet
  • Professor Christian Mølgaard, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet
  • Lektor Glen Nielsen, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet
  • Professor Jens Troelsen, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
  • Lektor Jesper Lundbye-Jensen, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet
  • Professor Nikolai B. Nordsborg, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet
  • Professor Peter Krustrup, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
  • Seniorforsker Rikke Fredenslund Krølner, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet
  • Lektor Thomas Skovgaard, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
  • Professor Ulla Toft, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse ved Frederiksberg og Bispebjerg Hospital

Kontakt

Jens Troelsen, professor og institutleder

Institut for Idræt og Biomekanik

Syddansk Universitet

Mail: jtroelsen@health.sdu.dk

Mobil: 60113493

Redaktionen afsluttet: 05.05.2022