Skip to main content
LSP

Ministerbesøg hos SDU og Odense Havn

Der var politisk besøg på SDU og Odense Havn i form af Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund samt de to medlemmer af Folketinget Rasmus Stoklund og Thomas Skriver Jensen, som blev klogere på universitetets planer for det kommende LSP-byggeri på Odense Havn.

Torsdag den 22. august var der fornemt besøg på SDU Center for Large Structure Production (LSP) og Odense Havn. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), MF Rasmus Stoklund (S) og MF Thomas Skriver Jensen (S) fik oplæg om ambitionerne for og mulighederne i det kommende LSP-projekt og samarbejdet mellem SDU og Odense Havn.

Det nye Center for Large Structure Production (LSP) på Odense Havn (Munkebo) skal udvikle automation og robotter til at bygge store konstruktioner såsom vindmøller, skibe og byggerier. Centeret er etableret under Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet og drives af universitetet samt en række samarbejdspartnere på Odense Havn.

Syddansk Universitets robotområde er allerede i dag på højeste internationale niveau, og universitetet har længe leveret ny forskningsbaseret viden til branchen. Men med det nye center kan forskningen løftes yderligere, og forskere og virksomheder kan udvikle robotområdet med blandt andet løsninger til storskala-produktion, hvor automatiseringen i dag er lav.

Med åbningen af Large Structure Production Center allerede i 2025 nås en vigtig milepæl. De store robotter kan blive en løftestang for de danske værfter og den grønne industri i Produktionsdanmark. Det første spadestik til byggeriet bliver taget i løbet af efteråret 2024.
Redaktionen afsluttet: 22.08.2024