Hvordan ser det ud i Irak i dag, 20 år efter krigen?

Hvilke konsekvenser har irakkrigen haft lokalt i Irak og internationalt?

USA havde tre grunde til at invadere Irak i 2003: De ville fjerne Saddams masseødelæggelsesvåben, udrydde al-Qaida, der stod bag 11. september, og gøre Irak til en mønsterstat for demokratisk udvikling i Mellemøsten. 

Men intet af det er lykkedes: Man fandt ikke nogen masseødelæggelsesvåben, al-Qaida blev erstattet af Islamisk Stat, der har gjort voldsom skade i Irak, og landet er i dag præget af høj arbejdsløshed, stigende fattigdom og korruption. Og de politikere, der skulle få landet på fode igen, bestiller ikke andet end at bekæmpe hinanden. 

Læg hertil de mange mennesker der har mistet livet som følge af invasionen og den amerikanske tilstedeværelse (frem til 2011) - mindst 100.000 irakere og mere end 4000 amerikanere , og de astronomiske omkostninger det har haft for irakerne i form af materielle skader.

Også amerikanerne har betalt en høj pris for årene i Irak. Amerikanske beregninger siger i omegnen af 6000 mia. kr. Alt sammen uden at man var i nærheden af at nå de mål, man havde sat sig, da man invaderede landet. 

Hvordan er situationen for den irakiske befolkning i dag?

Det går ikke godt i Irak. Langt størstedelen af befolkningen kæmper med høj arbejdsløshed, stigende fattigdom og en masse dagligdags problemer, blandt andet fordi landets infrastruktur er nedslidt.

Især de daglige strømsvigt er problematiske, for det rammer både vand- og kloakpumper, ventilation, og alle de praktiske installationer der får en dagligdag til at fungere. 

Også sikkerheden er i bund, især i de store byer. For ganske vist har Irak et fungerede politi og militær, men de ligger i stærk konkurrence med de mange private militser og vagtværn, som partier, religiøse grupperinger og pengestærke enkeltpersoner har etableret i de senere år, især efter den amerikanske tilbagetrækning i 2011.

De bevæbnede militser kører rundt i gaderne, stjæler politiuniformer, arresterer folk og lave selvbestaltede razziaer, og det er selvsagt ikke nogen betryggende situation.  

Hvordan er den politiske situation i landet?

Det politiske system er nok det største enkeltstående problem i Irak. Valgene har stort set fungeret demokratisk, siden det første blev afholdt i 2006, men de folkevalgte politikere kan slet ikke finde ud af at få det parlamentariske arbejde til at fungere – der er så mange indbyrdes magtkampe, at bare det at danne en regering forekommer næsten uoverkommeligt.

Hvor det ved det første parlamentsvalg efter invasionen for eksempel tog omkring et halvt år at blive enige om en premierminister, tog det ved det seneste valg i oktober 2021 elleve måneder og yderligere fem måneder at udnævne en regering, som så endelig kom på plads i januar 2023. 

Men den nye regering er lige så handlingslammet af magtkampe på kryds og tværs, som de tidligere har været. Det skyldes især det såkaldte Muhasasa-system, som blev indført efter invasionen.

Det er er et kvotebaseret politisk system, der skal sikre politisk pluralitet, så man ikke igen får et system, der kun tilgodeser én etnisk eller religiøs gruppe, som det var tilfældet under Saddam.

Desværre har systemet medført, at alle politiske og religiøse grupper kun kæmper for deres egne interesser og ikke vil indgå kompromisser, hverken når det gælder politiske poster, offentlige embeder eller økonomiske resurser. 

Hvordan ser fremtiden for landet ud?

Alt tyder på, at de politiske magtkampe i parlamentet og i statsapparatet vil fortsætte uhindret i de kommende år, og at der derfor ikke kommer løsninger på de akutte økonomiske, politiske og sociale problemer, landet slås med. 

Men landet vil næppe bryde sammen eller brække over, sådan som man ellers kunne frygte med de mange problemer, landet slås med.

Irak har aldrig været ”den trebenede taburet”, som mange journalister ellers brugte som metafor for hvad der ville ske i dønningerne efter Saddams fald – altså med et kurdisk område i nord, et sunnimuslimsk i midten og shiamuslimer mod syd. 

De forskellige befolkningsgrupper er viklet så meget ind i hinanden, at det ikke er muligt at afgrænse ”rene” sunni, kurdiske og shiamuslimske områder. Og de regionale stormagter, der omgiver landet – Iran, Saudi og Tyrkiet – har interesse i, at Irak forbliver en national enhed, for hverken de eller Vesten ønsker i sidste ende, at der skal tegnes et nyt landkort i den olie- og gasrige golfregion. 

Så mens magtkampene står på, må omverden holde vejret og krydse fingre for, at presset fra den hårdt prøvede irakiske befolkning vil få de irakiske politikere til at indse, at politik kræver kompromisser, og de i sidste ende er bedst tjent med at skabe ordentlige forhold for landets indbyggere.  

Var krigen det hele værd?

Det er der ikke noget enkelt svar på, blandt andet fordi en diskussion af det spørgsmål pr. automatik må bygge på kontrafaktisk historieskrivning: Hvad ville der være sket, hvis Saddams styre ikke var blevet væltet, hvis ikke Islamisk stat havde invaderet landet og så videre? 

Men når det er sagt, synes alle realistiske scenarier at ligne et valg mellem pest eller kolera: Invasionen har haft voldsomme konsekvenser for irakerne, men havde det været bedre at lade det være op til irakerne selv at vælte Saddam, sådan som mange i Vesten har argumenteret for?

Se bare på nabolandet Syrien, hvor befolkningen selv gjorde oprør i håb om at komme af med Bashar al-Assads styre - det har været en mindst lige så stor tragedie som invasionen af Irak. Der synes ikke at være nogen lette løsninger, hvis man gerne vil af med en mellemøstlig diktator.