Mental vind i sejlene

Hvorfor er psykologi en vigtig spiller i elitesport?

Det er sådan i alle sportsgrene, at for at lykkes skal man være dygtig både teknisk og taktisk, man skal have et godt blik for tingene, man skal være fysisk stærk og i god form. Men man skal også have styr på det mentale.

Man kan blive grebet af alt muligt, når man er midt i at præstere, og det kan være enormt ubehageligt at være i. Der kan være høje forventninger, ”nu er det fandeme nu, og nu skal det lykkes”, og man kan næsten ikke få vejret nogle gange, når man står i det.

Så er det, man begynder at gøre ting og træffer beslutninger, som går imod det, man gerne vil, bare for at slippe af med ubehaget.

Og så er det jo lige meget, hvor god fysisk form man er i, eller hvor teknisk taktisk klog man kunne være. Hvis man ikke er til stede, hvis man ikke er fokuseret, hvis ens hoved er et andet sted.

Man kan ikke blive verdensmester på det mentale alene, men man kan sandelig smide det hele væk. Man kan være nok så dygtig teknisk og taktisk, men hvis man ikke har det mentale med sig, så bliver man sådan en slags træningsverdensmester, der kan alting i træningen.

Men når man stiller op til vigtige begivenheder, så glipper det for en, fordi man bliver for usikker og lader tvivlen styre. Det er det, jeg prøver at hjælpe dem med.

Hvad består dit arbejde med OL-sejlerne i?

Jeg har typisk forløb med de enkelte sejlere, og ikke kun dem, der skal til OL. Vi arbejder sammen over en lang periode, så jeg er også tilknyttet dem, der ikke skal med, men som var tæt på at komme med.

Vi har samtaler om, hvordan det mentale og det fysiske spiller sammen, vi laver analyser af konkrete ræs, hvor vi snakker om, hvad for nogle beslutninger de traf på baggrund af hvad.

 Vi laver mindfulness-øvelser sammen, og jeg hjælper dem med at finde ud af, hvem de gerne vil være, og få kortlagt deres værdier og hvad de ønsker at stå for i deres sport. Det er en del af det.

Så er jeg supervisor for nogle af trænerne. Når jeg er med på vandet, for eksempel til træning i Aarhusbugten, kan en træner have spørgsmål til, hvordan han/hun kan interagere med sejlerne, om der er noget, der kan gøres bedre.

Der er også en del, der handler om team. Det kan være det her OL-team, hvor vi for eksempel har en temadag inden længe, hvor vi skal arbejde med holdværdier og husregler under OL, og hvordan vil vi gerne være sammen derude.

Det kan også være i de små teams, når de sejler to og to sammen, og det glipper med kommunikationen nogle gange. Hvad er god kommunikation lige her, hvordan gør man hinanden gode, når man er ude i båden? De bor, spiser, træner, sover og arbejder sammen, så der kan sagtens opstå konflikter, det er meget naturligt.

Hvad skal du lave til OL?

Under hele forberedelsen deltager jeg i træningslejre og rejser en del med dem. På træningslejre er jeg ofte med på vandet og laver træningspas sammen med træneren, det kan være kommunikation i praksis på vandet eller fokustræning.
I konkurrencesituationen er det mere noget med at forberede dem på, hvad det er, de skal ud og møde derude, og være med i evalueringen. Prøve at få øje på, hvorfor de gjorde som de gjorde, og hjælpe dem med at forstå og arbejde med den del også. Det er det, jeg skal til OL.

Der er også det særlige ved sejlads, at det er afhængigt af vind og vejr. Så du kan godt komme ud for at starte og blive kaldt tilbage, starte og blive kaldt tilbage, og så er der ventetid. Man kan godt have brugt 2-3 timer på vandet, før den første start går.

Man bliver mentalt udbrændt, hvis man hele tiden er på, så man skal kunne slappe fuldstændig af i pauserne, og når fløjten lyder til opvarmning, er man på. Der er meget tænd og sluk i sejlsport.

Tager du for eksempel atletikudøverne, så ved de jo, at nu er det nu. Den dag på det klokkeslæt skal jeg løbe. Det ved sejlerne ikke. De ved ikke aftenen før, om det er næste morgen eller eftermiddag, de skal sejle, det kommer an på vinden. Det er en meget anderledes sportsgren på den måde.

Hvilken opmærksomhed følger med, når man er OL-deltager?

Ud over presse er der sociale medier. Der kan være forventninger til, at sejlerne uploader og holder kog i stories, for eksempel fra sponsorer. Ikke altid præcist aftalt, de lægger også nogle forventninger og pres på sig selv.

Inden for de sidste par måneder er deres telefoner begyndt at ringe, måske 25 gange så ofte som før, fra journalister, der vil have interviews og forberede indhold. Alt det skal man håndtere, og det er sundt og godt, men det må ikke komme til at koste, at man ikke får trænet.

Hvordan arbejder du med dem i forhold til opmærksomheden?

Først og fremmest snakker vi om det have et mesterskabsmindset.
Det naturlige for dem er at tænke, at OL bliver ligesom alle andre stævner. Og så kommer de afsted og får et kæmpechok, for det er overhovedet ikke som alt andet. Det kan godt være, at opgaven er den samme, men oplevelsen er noget helt andet.

Vi starter med en grundfortælling der hedder ”Come on – du kan smide hvad som helst i fjæset på mig. Jeg har øvet mig i at håndtere det”.

 Vi presser dem til træningen for at gøre dem klar til at møde noget, som de ikke er forberedt på. Pludseligt lange dage, hurtige skift, unfair omstarter. Alt sammen for at skabe en indstilling, der hedder: Den der klarer sig bedst, er den der er klar til at tage imod det uventede. Den, som kan finde ro og ved, hvad vedkommende står på og står for, når alt det sker.
Så i stedet for at prøve at finde kontrol, prøver vi at skabe accept og åbenhed og villighed.

Derudover er der også mere konkret hjælp til presse, for eksempel formulerer de sammen med en journalist fra Danmarks Idrætsforbund nogle svar, de kan bruge. Så de finder noget ro i at have nogle svar.

De vil jo helst altid uden om en resultatdagsorden, og det er også det vi prøver at lære dem – ikke at have fokus på resultaterne, men være i processen.

Det er bare urealistisk, at man får lov at slippe afsted med det i forhold til pressen. De vil blive afkrævet et bud på en placering, og der er de nødt til at kunne sige noget.

Hvordan tackler sejlerne, at de er så meget i fokus under OL og så forsvinder opmærksomheden bagefter?

Vi er gode til at lære dem at være i det, når de er der. Det, vi stadig kan blive bedre til, er at forberede dem på det tomrum, der kommer bagefter. Vi har mange, der bare kommer hjem, og alt er godt. Men vi oplever også, at der er nogle, der kommer hjem og har svært ved at være i tomrummet og har det vi kalder OL-blues.

Trænere, psykologer og alle omkring atleterne kommer hjem og er også udmattede og holder måske ferie, så der er ikke rigtigt nogen, de kan henvende sig til. Derfor har vi i år lavet en strategi for netop det og lagt ressourcer i at følge op den enkelte atlet og ringe dem op og spørge, hvor det går.

I fire år har deres hverdag været struktureret træning, tidligt op og afsted. Når OL er slut, er det overstået, og strukturen er væk. Deres identitet har i fire år været, at de var på vej til OL. Det er de ikke længere nu, så hvem er de? Deres daglige omgangskreds og vennekreds er måske væk for en stund.

Alt det sker, uanset om du har vundet en medalje eller ej. Dem, der har vundet en medalje, kan faktisk opleve tomrummet stærkere, fordi de måske forventer, at opmærksomheden fortsætter. Der bliver de overraskede over, hvor hurtigt den forsvinder. Lige så hurtigt den kommer, lige så hurtigt er den væk.