Vores urin er fyldt med medicin – snart kommer vi til at drikke medicinrester

Hvad enten vi drikker vand fra hanen eller fra købeflasker, vil vi aldrig få helt rent vand; det vil altid indeholde et mylder af forskellige stoffer, og flere og flere af dem kommer fra fx lægemidler og pesticider.

- I dag er det sådan, at vi drikker pesticidrester, når vi drikker vand. De er under grænseværdierne, men de er der. Vi finder også stadig flere og flere medicinrester, og vi kan formentlig i snarlig fremtid også finde medicinrester i alt det vand, vi drikker, siger SDU-professor Frants Roager Lauritsen, der er ekspert i analyse og dannelse af de biprodukter, som opstår i forbindelse med rensning af vand.

Det gælder både det danske postevand, der pumpes op fra undergrunden og det rensede overfladevand, som næsten alle andre lande forsyner sig med.

Ned i den store suppe

Det store spørgsmål er så, om det gør noget – når bare stofferne holder sig under grænseværdierne?

- Det er der ingen, der ved. Men vi ved, at de aktive stoffer i fx pesticid- og medicinrester kan interagere med hinanden, og de kan ved rensning blive nedbrudt til andre kemiske forbindelser, som kan være mere bekymrende end det oprindelige lægemiddel eller pesticid, siger Frants Roager Lauritsen.

Kombinationsmulighederne for nye forbindelser og biprodukter, der kan optræde i drikkevandet, er altså tæt på uendeligt mange.

På den baggrund mener Frants Roager Lauritsen, at det er nødvendigt at effektivisere de metoder, vi i dag bruger til at karakterisere et vandrensningsanlægs effektivitet.

- Der sker så meget og så hurtigt med vores drikkevand, at vi har brug for at kunne få hurtige svar på, om vandet er toksisk - og om vores rensningsmetoder virker, siger han og fortsætter:

- Med den traditionelle tilgang, hvor en vandforsyning kvalitetssikrer drikkevandet ud fra analyser og screeninger for kendte forurenere, kan der let gå flere år, før tilstedeværelsen af et nyt forurenende stof opdages. Herefter kan der igen gå år, før det nye stofs toksikologiske effekt og rensningsanlæggets evne til at fjerne stoffet er klarlagt.

Vi skal se på helheder og ikke enkeltstoffer

Der er altså - understreger Frants Roager Lauritsen - brug for nye tilgange til kvalitetssikring af forbrugernes vand:

- Vi skal over til at bruge nogle metoder, som hurtigt og bredt kan vurdere, om en given drikkevandsressource – det kan være en sø - udgør en toksikologisk fare, siger han og uddyber:

- Hvis det er tilfældet, skal vi kunne afgøre, om en forhåndenværende renseteknologi kan fjerne gift-faren, og vi skal også kunne afgøre, om rensningen skaber uønskede biprodukter; om ét farligt stof bare bliver transformeret til nogle andre. siger han

Selv arbejder han på at udvikle en bærbar reaktor, der kan monitorere kemiske og biologiske processer, mens de sker. Reaktoren kan i løbet af kort tid fortælle, om det kan lykkes at omdanne de skadelige stoffer til uskadeligt vand og kuldioxid, når vandet desinficeres, eller om desinficeringen i stedet fører til dannelsen af skadelige biprodukter.

Med en sådan reaktor kan man både overvåge et vandrensningsanlæg og rent forskningsmæssigt bruge reaktoren til at teste og optimere helt nye, avancerede rensningsteknologier. Mens Frants Roager Lauritsen arbejder på at udvikle reaktoren til kemisk karakterisering af vandrensningsprocesser, arbejder andre forskere på at udvikle metoder til bredspektret karakterisering af vands toksikologiske fare.

Kunstig intelligens skal holde øje

Til sammen kan de to metoder levere tilstrækkelig information til kvalitetssikring af drikkevand, også når der opstår nye forureningsfarer. Og hvis man kobler kunstig intelligens og machine learning på de store mængder data, som indsamles ved overvågning, kan fremtiden komme til at byde på effektiv overvågning af vores drikkevand.

- En computer kan så hurtigt og præcist fortælle os, om vandet er sikkert at drikke eller ej – og hvad der skal til for at rense det, siger Frants Roager Lauritsen.