Skip to main content
Doktordisputats

Romaner er mere end bare ord

Forfattere og forlag har de seneste årtier eksperimenteret løs med billeder, typografi og layout i romanen som stort set aldrig før. Derfor har SDU’s nye doktor i multimodal stilistik udviklet en solid værktøjskasse til at forstå, hvordan romanens mange elementer påvirker læseoplevelsen.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 27-11-2020

De fleste ved udmærket, at romaner er langt mere end bare ord på papir. Men de færreste tænker over, hvor meget bogforsider, typografier, billeder, layout og papir betyder for læseoplevelsen.

Det på trods af, at forfattere og forlag de seneste årtier har eksperimenteret ganske meget med netop layout, typografier, billeder m.m. Både i internationale bestsellere som Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utrolig tæt på og Reif Larsens Udvalgte værker af T. S. Spivet – og i markante danske titler som Christian Jungersens Du forsvinder og senest Tine Høegs anmelderroste Tour de Chambre.

– Den digitale udvikling har sat gang i mange eksperimenter inden for romangenren, formentlig både for at afprøve og udvikle hvad bogen kan i forhold til onlinemedier, og fordi mulighederne for at arbejde med bl.a. billeder og anderledes typografi er blevet større, forklarer lektor Nina Nørgaard fra Institut for Sprog og Kommunikation.  

Afhandling med værktøjskasse

Hun er netop blevet doktor på sin afhandling Multimodal Stylistics of the Novel – More than Words. Her har hun undersøgt de multimodale tendenser – altså brugen af billeder, layout, specielle typografier m.m. – i over 50 samtidsromaner for voksne.

Og hun har gjort det så grundigt og systematisk, at afhandlingen også indeholder en gedigen værktøjskasse til alle, der arbejder med romaner. En værktøjskasse som kan skabe bedre forståelse for, hvordan det multimodale tilføjer betydning til romanen.

Vi oplever at se det samme som hovedpersonen, selvom vi inderst inde ved, at det hele er fiktion.

Nina Nørgaard, lektor

– Da jeg begyndte på projektet, blev jeg overrasket over, hvor lidt vi egentlig ved om det multimodale; f.eks. hvordan valg af typografi bidrager til betydning i romaner, siger Nina Nørgaard og uddyber:

– Det er stort set kun typografer, der har dyb viden om det. I de romaner, jeg har analyseret, har man f.eks. brugt specielle typografier til at skabe betydningen ”maskinskrevet brev”, ”chatbesked på computer”, ”graffiti” og ”håndskrevet besked”.

– Ofte gør disse valg i romanen den mere virkelighedstro, fordi vi oplever at se det samme som hovedpersonen, selvom vi inderst inde ved, at det hele er fiktion.    

Multimodale romaner opslået på et bord

Alle betydningslag

Og når nu forfattere og forlag er i fuld gang med at udforske de multimodale muligheder og bringer læserne langt mere i øjenhøjde med karaktererne ved at vise billeder af dem eller leger med vores forventninger ved at udgive bøger med så tætskrevne sider, at man ikke kan læse teksten.

Ja, så er der brug for nye redskaber til at få alle betydningslagene med, mener Nina Nørgaard.

Og derfor satte hun sig – ud fra sin baggrund i stilistikken – altså for at udvikle redskaber til at kunne lave lige så gode analyser af billeder, layout m.m., som feltet allerede kan af det verbale sprog.

Typografi, billeder, layout m.m. kan være lige så vigtige og betydningsskabende som verbalsprog.

Nina Nørgaard, lektor

– I mine øjne er al tekst multimodal, og derfor er der behov for større opmærksomhed på og forståelse for, hvordan betydning skabes i samspil mellem de forskellige elementer i en tekst. Typografi, billeder, layout m.m. kan være lige så vigtige og betydningsskabende som verbalsprog – og derfor er der også behov for mere ligevægt mellem dem, når vi analyserer eksempelvis romaner, fastslår hun.

Klar til nye opdagelser

Og med sin allerede anmelderroste afhandling Multimodal Stylistics of the Novel – More than Words, der er udkommet på Routledge, deler Nina Nørgaard nu ud af sin viden om, hvordan de forskellige elementer af en roman tilsammen skaber betydning.

Det er hendes håb, at både stilistikere, forskere inden for multimodalitet, litterater og andre, der arbejder med romaner, vil tage de nye værktøjer til sig og udvikle dem yderligere.

6 romaner med multimodale læseoplevelser

  • Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på
  • Reif Larsen: Udvalgte værker af T.S. Spivet
  • Mads Brenøe: David Feldts efterladte papirer
  • Christian Jungersen: Du forsvinder
  • Doug Dorst og J.J. Abrams: S.
  • Jonathan Safran Foer: Tree of Codes

For selvom Nina Nørgaard har taget de første skridt i udviklingen af en multimodal stilistik, så er der stadig masser at gå på opdagelse i:

– Selvom jeg har arbejdet en del år med det her, så er der stadig meget, jeg ikke ved. Man kunne jo skrive hele bøger om hvert af mine kapitler i afhandlingen. Jeg er selv vildt fascineret af, hvad papir betyder for læseoplevelsen af en roman, og bare på det område er der masser af spørgsmål, som mangler svar endnu.  

Foto: Anders Boe, SDU
Forskerportræt: Morten Boeriis, SDU

Mød forskeren

Nina Nørgaard er lektor i anvendt lingvistik ved Center for Multimodal Kommunikation på SDU og er netop blevet udnævnt dr.phil. for sin afhandling om multimodal stilistik: Multimodal Stylistics of the Novel – More than Words.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 27.11.2020