At blive én, som nogen har brug for

Hvordan har det været at være kvinde i velfærdssamfundet, der voksede frem efter 2. Verdenskrig? Hvilke muligheder byder sig til, og hvilke hurdler skal forceres? Sådanne eksistentielle spørgsmål har forskningsbibliotekar Kamilla Jensen Husen søgt svar på i sin ph.d.-afhandling “At blive kvinde. Kvindelige udviklingsfortællinger i moderne dansk litteratur 1970-2018".

Og uanset om man læser Kirsten Thorup, Christian Kampmann, Helle Helle eller Hanne-Vibeke Holst, så har litteraturen et forholdsvis klart svar på, hvad der er den helt store udfordring i det moderne kvindeliv.

– Litteraturen om det at være kvinde ændrer sig fra 1970’erne med bl.a. Kirsten Thorup og Dea Trier Mørch. Det bliver en ganske realistisk skildring af, at livet ikke er nogen dans på roser, selvom kvinderne har flere muligheder end tidligere, fortæller Kamilla Jensen Husen.

Moderskabets balanceakt

For uanset den moderne kvindes mange muligheder for uddannelse og karriere, så kredser voksenlivet som kvinde også om noget ganske andet end selvrealiseringen.

– Litteraturen fortæller igen og igen om, hvordan kvinderne indhentes af omstændighederne ved moderskabet. Hvis de overgiver sig til det, så kan de ikke længere styre tingene. Og de får vanskeligt ved at realisere sig selv gennem fortsat søgen efter svar på, hvem de er, siger Kamilla Jensen Husen og uddyber:

– I de romanserier, jeg har arbejdet med, er det meget tydeligt, at ét tema fylder særlig meget i voksenlivet som kvinde: Man skal kunne overskride sig selv – altså sætte sig ud over egne behov – og blive én, som nogen har brug for.

Med til temaet hører selvfølgelig, at det bestemt ikke er alle kvinder i litteraturen, som er i stand til at tilsidesætte sig selv, men de, som fejler, skildres så også ganske kritisk, understreger Kamilla Jensen Husen.

Samfundets bremseklodser

Det store dilemma i litteraturens skildring af moderne kvindeliv er altså at finde balancen mellem at søge svar på, hvem man selv er, og at få udlevet behovet for at være én, som nogen har brug for, fastslår hun.

Dermed tegner den moderne danske litteratur – som Kamilla Jensen Husen har undersøgt – et ganske andet billede af det senmoderne liv, end den gængse skildring af det nye frie liv. Et liv, hvor alle kan blive præcis, hvad de har lyst til, og indgår i rene forhold, der kun varer så længe, som man har noget ud af det.

– Litteraturens skildringer af det senmoderne liv understreger de samfundsskabte økonomiske og sociale strukturer, som er bremseklodser for de nye muligheder – både for mænd og kvinder, siger hun og forklarer videre:

– Eksempelvis er det også svært for mænd at få lov at træde i karakter som omsorgspersoner, illustreret ganske præcist i Familien Gregersen-serien, hvor den yngste søn Rune påtager sig omsorgsrollen og faktisk trives meget bedre med det end med at få en uddannelse og karriere. Men hans omgivelser gør grin med det valg.

Kvindeliv frem i lyset

Som forskningsbibliotekar, mor og barn af velfærdssamfundet var det helt oplagt for Kamilla Jensen Husen at fordybe sig i moderne kvindelige udviklingsromaner i dansk litteratur, særligt fordi emnet stort set ikke er behandlet forskningsmæssigt.

Men hvad kan litteraturen – særligt udviklingsromanen – egentlig bidrage med til vores forståelse af det moderne liv?  

Rigtig meget, mener Kamilla Jensen Husen. For der er både historiske perspektiver og identifikation at hente i litteratur om menneskers udvikling.

– Før 2. Verdenskrig havde kvinder ikke mange muligheder. I tiden efter fik kvinder det bedre, men ikke lettere, fordi de skulle balancere mange flere hensyn, og i dag nyder mange af os frugten af de kampe i 1970’erne og 1980’erne, som gjorde ligestilling til samfundsnormen. Det perspektiv er vigtigt at have med ind i nutiden, siger hun.

Litteraturens tiltrækningskraft

Derudover har udviklingsromanen en særlig tiltrækningskraft på os, fordi vi også i eget liv er optaget af at tænke i sammenhænge og samle alle brudstykkerne til et narrativ, der giver mening.   

– Litteraturen kan forvandle tal og statistikker til fortællinger om en verden og et kvindeliv, som ikke er ens eget. Fortællinger man både kan spejle sig i og få udfordret sit verdensbillede af, så man får mulighed for at udvikle sig i andre retninger.

– Men man skal nok ikke tage alle beskrivelser for gode varer. Især mainstream-litteraturen reproducerer ofte de gængse normer og er derved med til at virke bevarende frem for udviklende, forklarer Kamilla Jensen Husen.

Fremtidens udviklingsromaner

Netop fordi udviklingsromanen svinger mellem at være konservativ og progressiv, vil fremtiden sandsynligvis både byde på romaner med en traditionel fremstilling af kvinders og mænds muligheder og vilkår, og romaner, der har et mere optimistisk syn på udsigten til at forene familieliv og karriere, mener Kamilla Jensen Husen.

Hun peger på, at der begynder at dukke eksempler op, hvor kvinder rent faktisk finder balancen mellem moderskab og karriere. Eksempelvis i slutningen af Kirsten Thorups Erindring om kærligheden (2016), hvor det er muligt for perfomancekunstneren Siri at forene moderskab og kunst i en mere utopisk skildring.

Samtidig er der også en tendens i litteraturen, som åbner for at skildre mændenes nye muligheder som omsorgspersoner:

– Det er ikke min opfattelse, at det at blive én, som nogen har brug for, kun er et kvindeligt behov – tværtimod. Mænd kan lige så vel være omsorgspersoner som kvinder, ligesom forældreskabet også er blevet et tema i nyere litteratur af mandlige forfattere, siger Kamilla Jensen Husen.

Illustration: Mikkel Larris