Skip to main content
Vandmiljø

Redningsaktion i Odense Fjord

Det danske vandmiljø har det langt værre end hidtil antaget. Nu indleder SDUs biologer storstilet redningsaktion.

Af Birgitte Svennevig, birs@sdu.dk

Vandmiljøet i Danmark har det langt værre end antaget, og en række forskere konkluderer nu, at vandmiljøet er gået tilbage de seneste fem år.

En af dem er SDU-biolog Mogens Flindt, der siger: ”Vi er proppet med skidtalger og makroalger i infame mængder”.

Citatet er fra Ingeniøren, hvor han har udtalt sig om det danske vandmiljøs foruroligende tilstand.

Diskussionen kører på Christiansborg

Som en følge af den seneste tids diskussion i pressen er miljøminister Jakob Ellemann-Jensen kaldt i samråd af oppositionen, som vil have ham til at forholde sig forskernes udmeldinger.

Mens politikerne diskuterer ansvar og handleplaner, går Mogens Flindt og hans kolleger i dag i gang med et storstilet projekt, der har til formål at redde vandmiljøet i Odense Fjord.

Med støtte fra Miljøstyrelsen vil de afprøve en ny redningsplan, som også kan bruges andre steder i landet, hvor vandmiljøet er i krise.

En ny og sundere fjordbund

Med i projektet er LINDØ port of ODENSE A/S og rådgivnings- og forskningsorganisationen DHI.

Ideen bag projektet går ud på at dække den livløse og mudrede fjordbund med 10 cm sand og dermed skabe en ny og sundere fjordbund oven på mudderet. Dette kaldes sandcapping.

Når der bliver lagt låg på mudderet, kan det ikke længere flyde op i vandsøjlen og hæmme lyset i at trænge ned i vandet.

Udplantning af ålegræs

Den nye sandede fjordbund skal fungere som bed for nye ålegræsplanter, som biologerne vil plante senere på sæsonen.

Ålegræs er effektivt til at binde næringsstoffer (som kvælstof), når de bliver vasket ud i en fjord eller bugt fra fx omkringliggende marker.
Projektet starter i dag, onsdag, i Odense Fjord, og i alt vil 30.000 kvadratmeter fjordbund blive dækket af nyt sand.

Sparer også på Co2-budgettet

Der vil være tale om ”genbrugssand”, som stammer fra havnen.

Havnen renser jævnligt sejlrender op, og i stedet for at fragte det oprensede sand til deponi, er ideen at bruge det til sandcapping i Odense Fjord i stedet.

Projektet forventes at kunne gøres så bæredygtigt, at staten kan spare på sit Co2-budget.

Hvad er der galt med fjordene i Danmark?

Odense Fjord, Roskilde Fjord og Limfjorden er nogle af de fjorde i Danmark, der i dag har meget store livløse strækninger, der er dækket af mudder.

Det hvirvles op i vandet og blokerer dermed for det nødvendige sollys.

På de værst ramte lokaliteter består fjordbunden af flydende mudder, som planterødder ikke har en chance for at finde fæste i.

Hvorfor er ålegræs så vigtigt for vandmiljøet?

Ålegræs stabiliserer fjordbunden og filtrerer vandet, så det bliver klart. Klart vand er en forudsætning for, at sollys kan trænge gennem vandsøjlen og ned til bunden af fjorden.

Når bunden får sollys, kan ålegræs etablere sig, og det er afgørende for et velfungerende miljø.

Ålegræs er hjem for mange forskellige smådyr. det filtrerer vandet og holder på kulstof og næringsstoffer.

Læs også:

Redaktionen afsluttet: 06.06.2018