Skip to main content
Aha-oplevelser

Når tiøren falder

Hvorfor evner nogle mennesker at anskue problemer ud fra helt nye vinkler? Og hvordan kan andre lære det? Forsker sætter fokus på aha-oplevelser

Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk

En af historiens mest omtalte aha-oplevelser fandt sted for mere end 2000 år siden.  Den handler om den græske videnskabsmand, Archimedes, skulle undersøge en kongekrone, som kongen havde fået fremstillet hos en guldsmed.

Kongen havde mistanke om, at guldsmeden i stedet for guld havde brugt nogle mindre ædle metaller, men han kunne ikke bevise det.

For kronen havde den rigtige farve og samme vægt som det guld, der var leveret til guldsmeden.

Løsningen kom i badet

Archimedes  vidste, at guld vejede mere end billigere metaller som sølv og bronze. Men da kronen og det leverede guld altså var lige tunge, spekulerede han på, om der i stedet kunne være forskel på størrelsen.

Desværre for Archimedes var kongekronen udstyret med takker og runde former og nærmest umulig at måle op.

Han fortsatte sine grublerier, og da han en dag besøgte en af byens badeanstalter og lod sin krop glide ned i det varme vand, blev han pludselig opmærksom på, hvordan vandstanden steg. Og med ét havde han løsningen.

Stormede halvnøgen ud

Archimedes indså, at han kunne måle kronens rummelighed ved at sænke den ned i vandet og sammenligne vægtfylden med et stykke guld magen til det, guldsmeden havde fået.

Den græske tænker blev så begejstret over sin opdagelse, at han ifølge sagnet stormede halvnøgen ud af badeanstalten, mens han begejstret råbte “Heureka, Heureka” – “jeg har fundet svaret, jeg har fundet svaret.”

Og han konkluderede efterfølgende, at guldsmeden var en bedrager.

Mange berømte aha-oplevelser

Ovenstående anekdote er blot en af de mange, som professor Peter Bro har samlet i sin nye bog om aha-oplevelser.

Han er leder af Center for Journalistik ved SDU og forsker blandt andet i såkaldte aha-oplevelser – altså den oplevelse, man pludseligt kan have, når man får en idé til, hvordan man løser et problem.

-Fænomenet har mange andre navne. Indfald, åbenbaringer eller epifani er blot nogle af dem.  I virkeligheden handler det om det øjeblik, hvor du finder en løsning på noget, du har tumlet med i et stykke tid, fortæller Peter Bro.

Vigtigt at give aha-oplevelser videre

Ifølge ham handler det ofte om at anskue tingene fra en ny vinkel, og det kan både være i forbindelse med et videnskabeligt projekt, eller når du står derhjemme og skal samle en Ikea-reol.

I sit forskningsprojekt lægger han særlig vægt på, hvordan man kan lære at give aha-oplevelser videre til andre.

-Det er vigtigt for undervisere, journalister, præster, politikere, foredragsholdere og alle andre, der formidler, siger Peter Bro.

Udgangspunkt i Nobelprisen

Under sin research valgte SDU-forskeren at tage udgangspunkt i de personer, som gennem tiden har modtaget Nobel-prisen.  Den gives som bekendt til folk, der har opnået ekstraordinære resultater og dermed bidraget til nogle af verdens største aha-oplevelser inden for emner som videnskab, litteratur og politik.

Peter Bro har i flere omgange været i Nobelkomiteens arkiver i Stockholm for at analysere historierne bag de enkelte prismodtagere.

Samtidigt peger han imidlertid på, at det er oplagt også at fortælle om ophavsmanden til priserne - den svenske kemiker og ingeniør Alfred Nobel.  Han er nemlig et eksempel på, at også erhvervsfolk med fordel kan benytte sig af aha-oplevelser.

Ahaoplevelser 

Alfred Nobel mødte stor modstand

For i modsætning til mange af de personer, der siden 1901er blevet belønnet med hans pris, så var Alfred Nobel (foto) igennem sin karriere afhængig af, at hans egne indfald kunne afsættes til andre.

Svenskeren havde varer, der skulle sælges, og det var han bevidst om. Hans familie beskæftigede sig med våbenproduktion, og selv opfandt han blandt andet dynamitten og grundlagde omkring 90 fabrikker og laboratorier.

Undervejs i karrieren mødte han imidlertid stor modstand, fordi mange anvendte hans produkter til at slå ihjel med.

Kunderne skulle have aha-oplevelser

-Derfor arbejdede Nobel i mange år på at give folk aha-oplevelser – altså at få dem til at se på sine varer på en ny måde.

Han ville have dem til at forstå, at hans dynamit var meget sikrere end andre sprængstoffer, og at det kunne bruges til fredelige formål som eksempelvis anlægsarbejde.

Han samlede folk og journalister til en række offentlige demonstrationer, hvor han slog på dynamitten med en hammer og kastede dynamit-stænger ind i et bål for at vise, hvor sikre de var, fortæller Peter Bro.

Nobel læste sin egen nekrolog

Han tilføjer, at Alfred Nobel i 1888 i en fransk avis kunne læse en nekrolog om sig selv. I virkeligheden var det hans bror, som var død, men det havde avisen misforstået, og på den måde kunne Alfred Nobel se, hvilket eftermæle han ville få.

Avisen var meget kritisk og bebrejdede Nobel for at have brugt det meste af sin tilværelse på at opfinde ting, der udgjorde en trussel mod civilisationen.

-Det gav ham en ny aha-oplevelse, for nekrologen beskrev hans liv ganske anderledes, end han selv opfattede det. Derfor besluttede Nobel at testamentere sin store formue til personer, der havde gjort en særlig indsats for menneskeheden. Det betød blandt andet, at han selv fik et helt andet og bedre eftermæle, da han otte år senere døde, konstaterer Peter Bro.

Opskrifter på aha-oplevelser

I sin bog har han masser af eksempler på berømte aha-oplevelser – eksempelvis, hvordan den engelske forsker Alexander Fleming i 1928 nærmest ved en fejl fandt frem til penicillin, og Peter Bro fortæller, hvordan forfattere som James Joyce og Agatha Christie arbejdede med aha-oplevelser.

Peter Bro har også udviklet en række modeller og lærersætninger for, hvordan man giver aha-oplevelser videre til andre. Han opererer blandt andet med indfaldets formel, indfaldets tre niveauer og indfaldets balancepunkt.

Hans bog hedder ”Aha-oplevelsen: Arven fra Alfred Nobel” og er udkommet på Syddansk Universitetsforlag.

 

Mød forskeren

Blå bog Peter Bro er professor (mso), ph.d. og leder af journalistuddannelserne på SDU. Ved siden af sine af sine øvrige arbejdsområder har han længe beskæftiget sig med aha-oplevelser.

Kontakt:

Redaktionen afsluttet: 05.01.2018