Skip to main content
DA / EN

Vinylpladens - og andre tings - betydning for dig og mig

Sociolog og lektor Ian Woodward forsker i forbrugernes adfærd omkring og forkærlighed for bestemte produkter. Sammen med en anden udgav han sidste år en bog om vinylpladens indtog i en digital verden. Nu skriver han en bog mere om små uafhængige pladeproducenter

Hvad forsker du i?
- Jeg forsker i menneskers fascination af genstande. Spændingsfeltet mellem vores forbrugsmønstre, vores yndlingsting, og produktionen af varer er interessant, fordi det har økonomisk betydning.

- Studiet i det, vi kan kalde den materielle kultur, er et relativt nyt felt. Det anerkender, at det materielle – at ting – har en vigtig rolle i vores dagligdag. Hvis man tænker over det, har vi langt flere ting i vores liv end mennesker. Vi bruger de ting til at fortælle om os selv og til at forstå andre.

- For eksempel har jeg forsket i vinylplader, som er blevet populære igen. Vinylpladen betyder noget særligt for os. Vi kan røre den. Den er flot. En vinylplade fortæller noget om sin ejer. Hvis du ejer en vinylplade, hører du sandsynligvis til en særlig gruppe mennesker, der finder det meningsfyldt at kunne se og røre pladen. Uanset om du lytter til musik hjemme i stuen med en kop kaffe – eller danser og fester til musikken.

Hvad er din baggrund?
- Jeg er fra Australien, har en ph.d. fra The University of Queensland og har undervist på Griffith University. Jeg har været fellow i flere omgange på universiteter i USA og Tyskland. Jeg kom til Institut for Marketing og Management i Odense, fordi her findes en enestående gruppe forskere indenfor feltet forbrugerkultur og forbrugsstudier.

- Jeg faldt i snak med en seniorforsker fra instituttet og blev senere inviteret til samtale. Heldigvis skulle jeg på en konference i Tallinn og mellemlandede i København, så det kunne lade sig gøre.

- Jeg fik tilbudt job, og sidste år flyttede vi til Danmark. Først til Brændekilde, men nu har vi købt hus i Nyborg. Vi kan godt lide Danmark, især vejret, som skifter efter årstiden. I Australien tager folk mere tøj på, hvis det er 19 grader. Her tager folk jakken af.

Hvordan arbejder du?
- I min forskning arbejder jeg meget med kvalitative interviews. Det vil sige, at jeg taler med folk om produkter. I min nye bog prøver jeg sammen med min medforfatter at komme i kontakt med de mindre pladeproducenter.

- Når man taler med mennesker, kan man få nuancerne med, og det er essentielt i mit forskningsfelt.

- Faktisk har jeg to forskningsområder, der fylder lige meget. Det ene er kosmopolitisme, der handler om kulturel identitet, og hvordan vi håndterer kulturer, som er anderledes i forhold til vores egen. Det andet er det, der handler om forbrugerkultur og adfærd.

Hvad skal din forskning bruges til?
- Jeg har altid været interesseret i de ting, folk omgiver sig med, og hvordan forbrugssamfundet skaber muligheder for at have et følelsesmæssigt og/eller praktisk forhold til de ting. For eksempel er jeg selv ret glad for vinylplader. Jeg er ikke en samler, men jeg har en stor interesse for at høre musik på den måde.

- Men en forbrugers oplevelse af en ting hjælper med at forklare kernen af en kultur. Det kan være en bestemt følelse, en genstand kan fremkalde. Eller at en ting giver social status. Eller hvilken betydning det har at kunne røre ved en ting.

- Min forskning hjælper os til at forstå, hvad ting eller genstande gør ved os, hvad vi gør med dem, og hvad de hjælper os med. Og endelig hvorfor den kulturelle adfærd har indflydelse på produktionen og økonomien i samfundet. Jeg er således også interesseret i de markedssystemer, som cirkulationen af ting beror på – det viser mit studie af de uafhængige pladeproducenter.

Ian Woodward har udgivet bogen ”The analogue record in the digital age”, sammen med Dominik Bartmanski. Den handler om vinylpladernes genindtog i en verden, hvor vi hører musik på telefonen via streamingtjenester.

 

Af Stine Charlotte Hansen, stich@sdu.dk

Se hele artiklen i Ny Viden

Redaktionen afsluttet: