Skip to main content

Forskning i patienter med flere kroniske sygdomme

Søren Thorgaard Skou modtager bevilling fra EU på over 11 millioner kroner til et projekt, der har fokus på behandling af multimorbiditet - en tilstand, hvor man har mere end én kronisk sygdom. Det 5-årige projekt skal foregå ved SDU og Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Af Bente Dalgaard, , 02-08-2018

Forskningen på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse styrkes yderligere, når det gælder behandling af kroniske sygdomme.

Med en EU- bevilling på over 11 millioner kroner kan sygehuset i samarbejde med SDU manifestere og udvikle sit arbejde med patienter, der har mere end en kronisk sygdom.

- Vi arbejder målrettet og med stort fokus på multimorbiditet, der påvirker millioner af mennesker på verdensplan og anses som den vigtigste udfordring for sundhedssystemet de kommende år på grund af de personlige og samfundsmæssige konsekvenser, det medfører, fortæller Søren Thorgaard Skou.

Han er lektor på Institut for Idræt og Biomekanik og samtidig ansat ved Afdelingen for Fysioterapi og Ergoterapi på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Forskningen er begrænset

Mere end halvdelen af alle personer med en kronisk sygdom har minimum en anden kronisk sygdom og opfylder dermed definitionen på multimorbiditet.

Sammenligner man personer med multimorbiditet med personer, som kun har én kronisk sygdom, er de i højere risiko for at dø for tidligt, blive indlagt på sygehuset og være indlagt længere tid.

Samtidig er multimorbiditet forbundet med dårlig funktion, livskvalitet og depression samt et højere forbrug af medicin og sundhedsydelser.

På trods af det er den eksisterende forskning i effektiv behandling af multimorbiditet begrænset, og organiseringen af sundhedssystemet omkring patienter med multimorbiditet er ikke effektiv og utilfredsstillende for patienterne.

Træning og uddannelse

Pengene fra EU skal finansiere et femårigt projekt, kaldet MOBILIZE, der har fokus på superviseret, individualiseret træning og uddannelse, som skal gøre patienter med multimorbiditet i stand til i højere grad at tage hånd om deres egen sygdom.

På den måde kan de reducere symptomerne på deres sygdomme, øge livskvaliteten og forebygge flere kroniske sygdomme.

En central del af projektet er et stærkt tværvidenskabeligt samarbejde med brug af mange forskellige videnskabelige metoder og en høj grad af patientinvolvering i hele forskningsprocessen for at sikre, at projektet er relevant for patienterne og for sundhedssystemet.

Ung forsker på vej frem

Den bevilling, som Søren Thorgaard Skou modtager, er et Starting Grant fra Det Europæiske Forskningsråd, og det er den mest prestigefyldte, europæiske bevilling, man kan modtage.

- Det er kun anden gang, at SDU modtager et ERC Starting Grant, så det er en stor anerkendelse af Søren T. Skou. Starting Grants kan kun søges af yngre forskere mellem to til syv år efter deres ph.d., og bevillingen viser, at der her er tale om en yngre forsker, der virkelig er på vej frem, siger Ole Skøtt, der er dekan for Sundhedsvidenskab på SDU.

Læs om forskningsenheden Muskuloskeletal funktion og fysioterapi

Læs om uddannelsen i Fysioterapi på SDU

(Foto: Søren Thorgaard Skou)

 

Mød forskeren

Søren Thorgaard Skou er lektor på Institut for Idræt og Biomekanik og forskningsanvarlig fysioterapeut ved Afdelingen for Fysioterapi og Ergoterapi på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Kontakt

Multisygdom

Mere end en tredjedel - 37 procent - af borgerne i Region Sjælland, svarende til 252.900 borgere, har mindst to langvarige sygdomme (multisygdom). Der er sket en stigning siden 2013, hvor der var 33 procent. De hyppigste sygdomme er slidgigt (25 procent) og allergi (21). I alt 18 procent af borgerne har KOL, diabetes, hjertekar-sydom eller kræft mod 15 procent i 2013. Multisygdom er forbundet med øget dødelighed og større brug af sundhedsvæsenets ydelser samt øgede sundhedsomkostninger. (Kilde: Region Sjællands Sundhedsprofil, 2017).

Redaktionen afsluttet: 02.08.2018