Voldtægtscenter nødsaget til at opsige flere psykologer
En ekstrabevilling fra 2018 til nedbringelse af ventelister er nu udløbet, og Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet må nu fra 1. november opsige flere af deres psykologer.
12.08.2022
Et stort antal voldtægtsofre i hele landet venter på at kunne få hjælp fra det offentlige sundhedsvæsen. Ventelisterne lyder på op til halvandet års ventetid for ikke-akutte ofre, og flere må derfor vente i lang tid på den rette behandling.
I 2018 bevilligede politikere penge til at få ventetiderne på psykologhjælp til voldtægtsofre ned. Men da denne nu er udløbet, må Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet opsige flere af deres psykologer, eftersom der ikke er flere midler til at have psykologerne ansat. Manglen på ressourcer betyder også, at ventelisten for voldtægtsofre, der ikke henvender sig akut, må lukkes ned.
Videnscenter for Psykotraumatologi har længe søgt at gøre opmærksom på problemerne med utilstrækkelig bemanding på landets voldtægtscentre. Interessen for at hjælpe den voldtægtsramte har fra politisk side fremstået som beskeden. Ask Elklit, professor i klinisk psykologi og leder ved Videnscenter for Psykotraumatologi, har i flere indlæg diskuteret hvorvidt politikerne er villige til at betale prisen for en effektiv behandling.
”Politiske partier, medier, fagforeninger, uddannelsesinstitutioner og virksomheder gør meget for at støtte de krænkede: Der er hotlines, muligheder for anonyme anmeldelser, hjælp af uafhængige advokater, direkte kontakt til ledere og psykologbistand. (...) På baggrund af alle disse initiativer undrer det mig, at der ikke er en tilsvarende politisk interesse for at sikre voldtægtsofre en optimal behandling. ” skriver Ask Elklit i et indlæg fra Berlingske d. 16. november 2020. Lignende indlæg er blevet publiceret i Politiken d. 13. februar 2021 og i Kristeligt Dagblad d. 23. august 2021.
Begrænsningerne på behandlingscentrene betyder, at en mærkbar del af voldtægtsofrene ender i psykiatrien, i misbrugsbehandlingen eller andre steder, hvor behandlingsmulighederne sjældent baseres på traumeinformerede behandlingsindsatser.
Videnscenter for Psykotraumatologi bidrager med omfattende forskning i at evaluere organiseringen, strukturen, praksissen og effekten af tilgængelige behandlingstilbud for traumatiserede – læs mere her.