Når morgendagen dag for dag bringer usikkerhed
Et liv med mange flytninger, usikkerhed om fremtiden og et ophold på et uhumsk udrejsecenter. Sådan ser livet ud for de danske asylansøgere, store som små. Det er dog ikke uden konsekvenser og Røde Kors beretter om hvileløse og aggressive børn på Sjælsmark Udrejsecenter. Børn som snart ikke kan klare mere.
Hvis du slår op på side fem i mandagens udgave af Politiken, vil du kunne læse om en familie på fire, som de sidste otte måneder har været tvunget til at bo på Udrejsecenter Sjælsmark. Familiens yngste medlem, den 10-årige Özlem, er blevet stærkt, negativt påvirket af deres nuværende boform, samt den usikkerhed der konstant gør sig gældende når det kommer til familiens fremtid. Hun er påvirket af store temperamentsudsving, og hun er ikke det eneste barn af asylansøgere, som lider under de forhold som familiens situation forudsætter. Røde Kors, som står for tilsynet med børnene på Udrejsecenteret, beretter at en stor del af børnene udviser aggressiv og hvileløs adfærd.
Det er dog ikke blot børnene, som bliver negativt påvirket af en hverdag med usikkerhed og ubehagelige boligforhold.
Ifølge en undersøgelse af 53 afviste irakiske asylansøgere fra 2009 foretaget af Professor Ask Elklit og Cand.Scient Kathrine Hvid Schwarz-Nielsen, er der en foruroligende høj forekomst af symptomer på angst, depression og post-traumatisk stress syndrom (PTSD) hos de afviste asylansøgere.
Hele 94 % af de afviste asylansøgere havde symptomer på angst, 100 % havde symptomer på depression og 77 % havde symptomer på PTSD.
Udover at skulle kæmpe med den daglige usikkerhed om fremtiden, samt uhumske boligforhold, så har en stor del af asylansøgerne også en bagage med traumatiserende oplevelser, med sig fra hjemlandet.
Som forælder står man derfor over for en nærmest umulig opgave, hvis man både skal formå at løfte sig selv og sine børn psykisk, samtidig med at man kæmper med depression, angst, PTSD og/eller traumatiserende oplevelser. Der er intet at sige til at alle ovenstående forhold resulterer i ulykkelige børn, der føler sig straffet og utrygge.
For Özlem og hendes familie spirer der dog et lille håb, da deres sag for nyligt er blevet genoptaget. Dette er dog langt fra tilfældet for alle familier i samme situation, og som samfund må vi stille os selv spørgsmålet: Kan vi være det bekendt, at lade familier leve på denne måde?