Skip to main content
Videnscenter for Psykotraumatologi

Dødsleg koster sygemeldinger

Det kan give sygemeldinger fra lokoførerne, når vovehalse udøver dødslege med tog.

Lokomotivføreres værste mareridt er, når uvedkommende bevæger sig ud på togskinnerne. Mareridtet afspejler sig i dystre tal fra DSB, der viser, at halvdelen af alle sygemeldinger blandt lokomotivførere i selskabet skyldes nærved-påkørsler eller reelle påkørsler. Emnet er - igen - blevet aktuelt efter weekendens hændelse, hvor en ung mand sprang ud foran et tog ved Roskilde Station. Med korslagte arme lagde han sig ned på skinnerne, mens vognene susede 100 meter ind over ham, inden toget standsede. Derefter løb manden væk fra stedet. »Vi betragter hændelsen som en tåbelig manddomsprøve . Han udsætter jo ikke blot sig selv, men også vidner for traumatiske oplevelser,« siger vagthavende Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Angstberedskab opbygges

"Manddomsprøven" bør tages yderst alvorligt, da den i yderste konsekvens kan give lokomotivføreren voldsomme mén - måske livsvarigt. »Folk bliver jo chokerede, fordi de tror, at de overværer et selvmord. Og vi ved fra lokomotivførerne, at det statistisk set er noget, der sker én gang i deres liv. Det er en rædselsfuld oplevelse, som i nogle tilfælde betyder, at de bliver meget syge,« siger Ask Elklit, katastrofe-og krisepsykolog.

I værste tilfælde kan vidner til sådanne hændelser udvikle posttraumatisk stress, fordi billederne ætser sig fast i bevidstheden på dem. »De bliver bange for, at det skal ske igen, når de ser folk i nærheden af skinnerne. Så det opbygger et angstberedskab inden i dem, som slider på kroppen og systemet,« forklarer Ask Elklit. Krise-og katastrofepsykologer har flere redskaber ved hånden, når de skal hjælpe lokomotivførere, der har overværet alvorlige hændelser fra togsædet. »Det skal snakkes godt og grundigt igennem, og så har vi også nogle teknikker til at fjerne de indre billeder, som hele tiden bliver genoplevet,« siger Ask Elklit.

Endnu ingen spor 

Hos Midt-og Vestsjællands Politi er man rystet over drengestregerne. »Det er noget af det værste, vi har set på skinnerne. Det er værre end train surfing (hvor personer klamrer sig til toget, mens det kører, red.). Det går jo ud over både vidner og lokomotivfører,« siger Carsten Andersen. Politiet tror dog ikke, at handlingen vil skabe en trend. Politiet står stadig uden spor i sagen, men håber at få henvendelser fra borgere, der kan føre frem til personen bag det livsfarlige stunt. »Når nogen foretager en så tåbelig handling, synes de ofte, at det er spændende at fortælle om det til andre. Vi håber derfor på henvendelser,« siger Carsten Andersen.  


Af Anne Sofie Nielsen Bitsch
Kilde: JP.dk

Redaktionen afsluttet: 12.04.2011