Psykolog skal vidne i tortursag
Østre Landsret pålægger psykolog at bryde tavshedspligt og vidne i tortur-sag. Undergravende, protesterer psykologformand. Rimeligt nok, mener jurister.
Findes den CD-rom, der sammenkæder danske soldater med Abu Ghraib-lignende mishandling af afghanske fanger? Det spørgsmål skal en psykolog udsendt af Forsvaret til Afghanistan nu vidne i retten om og dermed bryde sin tavshedspligt.
Østre Landsret stadfæstede i går i en opsigtsvækkende kendelse, at psykologen skal fortælle, hvad en afghansk militærtolk har fortalt hende om en CD-rom, der kan kaste lys over en mulig skandale i det danske forsvar, som muligvis har kendt til amerikansk mishandling af fanger.
Det kalder Dansk Psykolog Forening »en chokerende dom«, der undergraver psykologernes arbejde i krigszoner.
»Vi må fagligt sige fra, for uden tavshedspligt bliver soldaterne bange for at tale med os,« siger formand Roal Ulrichsen til Berlingske.
Forventeligt
Juridiske eksperter mener derimod, at det er forventeligt, og at Roal Ulrichsen maler konsekvenserne for groft op. Det siger Eva Smith, der er professor i straffeproces ved Københavns Universitet, og forklarer, at både læger og psykologer kan blive pålagt at bryde deres tavshedspligt, hvis domstolen vurderer, at sagen er vigtig nok. »Jeg undrer mig meget over den bombastiske reaktion fra Psykologforeningen, for psykologen bliver jo ikke bedt om at fortælle om alle de private ting som tolkens følelser eller forhold til sin familie. Det drejer sig jo om konkrete, faktuelle oplysninger, og der er ingen grund til at tro, at det, man fortæller om sit sjæleliv går videre, siger Eva Smith.
Tortur som hovedårsag
Hun bakkes op af Frederik Waage, der er advokat og forsker i offentlig ret og civilproces ved Syddansk Universitet. Han har forståelse for, at landsretten vil have psykologen til at bryde sin tavshedspligt. »Det er usædvanligt at indkalde en psykolog som vidne. Men sagen har, som retten slår fast, en alvorlig karakter og betydelig samfundsmæssig interesse, hvorfor det forekommer berettiget, at retten ikke fritager psykologen fra at vidne her. Det har utvivlsomt spillet ind, at tortur betragtes som en meget alvorlig forbrydelse,« siger Frederik Waage. Men sagen har så principiel karakter, mener Steen Bech, forsvarer for psykologen, at de vil søge tilladelse i Procesbevillingsnævnet til at anke Østre Landsrets kendelse i Højesteret. »Hvis kendelsen står ved magt, kan ingen gå til psykolog med visheden om, at det vedkommende fortæller psykologen bliver mellem de to,« siger han. Og det betyder ifølge Lone Damgaard, anklager ved Forsvarets Auditørkorps, at psykologens vidneudsagn må afvente Procesbevillingsnævnets svar.
Af Niels Schack Nørgaard og Jens Beck Nielsen
Kilde: Berlingske Tidende