Det er mediernes skyld...
Man væmmes ved mediernes detaljeringsgrad i sager om børnemishandling. Men måske giver det alligevel mening at beskrive overgrebene indgående.
Nogle retssager er så modbydelige, at man ikke har lyst til at læse om dem. Børnemishandlingssager er nogle af de værste. Grænsen for mediernes detaljeringsgrad i referater af retssager som Brønderslev-sagen, der kører i øjeblikket, diskuteres jævnligt. Flere medier beskriver nøje, hvordan en tilsyneladende tyrannisk og afstumpet far angiveligt sammen med børnenes mor har udsat deres børn for misrøgt, grov vold, mishandling, ulovlig tvang og frihedsberøvelse. Samt for faderens vedkommende adskillige tilfælde af seksuelle overgreb mod to af familiens piger. Det er ubehagelig læsning, og man spørger undervejs sig selv, hvorfor vi skal kende de faktiske torturinstrumenter i mishandlingen af en ung pige hvad enten det drejer sig om en pony eller en knytnæve. Hvorfor ydmyge de allerede ydmygede ved at pensle deres mareridt ud i medierne. Hvad skal alle vi udenforstående bruge de detaljerede oplysninger til? Er sagen ikke grum nok uden? Men måske er der en god grund.
Borgere er mere aktive
På baggrund af en undersøgelse foretaget af Politiken Research bragte avisen i denne uge en historie med overskriften: 'Vi er blevet bedre til at se børn i nød'. Ifølge avisens indsamlede tal får kommunerne tusindvis af henvendelser fra borgere og ansatte om potentielt udsatte børn. Nogle kommuner har oplevet stigninger i henvendelserne på helt op til 300 procent. I mange af sagerne blev omverdenen, naboer, sociale myndigheder og skoler spurgt, hvorfor de ikke fattede mistanke om, at noget var galt. Og svaret har ofte lydt, at man ikke kunne forestille sig, at noget sådant fandt sted. Vi vil helst ikke se det. Vi vil helst ikke vide det. Vi vil helst ikke tro det. Men sandheden er, at den slags overgreb er en del af virkeligheden. Og hvis der skal prikkes hul i vores værn mod at erkende virkeligheden, så er medierne nødt til at gå i detaljer. Af Mette Vibe Utzon
Og flere går uden om kommunerne, hvis de sociale myndigheder ikke reagerer. De kontakter i stedet Ankestyrelsen for at få den til at tage affære. Hvor kun 49 personer i 2006 gik uden om kommunen og gjorde den statslige ankestyrelse opmærksom på, at noget var galt i hjemmet, var tallet tidoblet sidste år til 448.
Hvorfor er danskerne så blevet mere opmærksomme på børn i nød som f.eks. de grove sager i Tønder og nu Brønderslev? Det skyldes blandt andet den store offentlige fokus på sager om massivt omsorgssvigt, forklarer lektor Karin Kildedal fra Aalborg Universitet til Politiken.
Medierne har altså en del af skylden for, at der er kommet fokus på disse sager. Medierne og deres gengivelse af retssagernes oprulning af ubehagelige detaljer om menneskelig ondskab har betydet øget fokus, hvilket får ganske almindelige borgere såvel som socialarbejdere til at slå alarm.
Detaljerne skal vi bruge til at overbevise os selv om, at den slags ting rent faktisk finder sted i Danmark. Tilbage i 90'erne sendte Roum-sagen chokbølger gennem offentligheden, da medierne fortalte om detaljerne i et forældrepars misbrug af deres børn, og med Tønder-sagen spærrede danskerne igen øjnene op i skræk og forbløffelse over en fars ufattelige overgreb og misbrug af sine døtre, som kunne finde sted, uden at nogen greb ind.
Ikke se, vide eller tro
Overbevisende, chokerende, frastødende, modbydelige detaljer, som tager vores uskyld fra os, og som brænder sig ind på vores nethinde og er umulige at glemme eller ryste af sig.
Så ja, det er mediernes skyld – heldigvis.
Kilde: Information