Skip to main content
Videnscenter for Psykotraumatologi

10 års dag for fyrværkerikatastrofe

I dag markeres en af danmarkshistoriens største katastrofer; fyrværkeriulykken i Seest. For borgerne i forstaden til Kolding står den 3. november 2004 som en af de dage, der nok aldrig vil blev glemt. For 10 år siden udløste en pakke nytårsraketter en kædereaktion med vidtrækkende konsekvenser. Eksplosioner og brande hærgede byen, en brandmand mistede livet, hundredevis af borgere mistede hjem og ejendele, over 2000 personer blev evakueret. I dag markeres dagen med et arrangement i Seest der samler borgerne som blev såvel økonomisk som følelsesmæssigt hårdt ramt.

Behovet for psykologisk bistand efter ulykken var stort, samtidig måtte det erkendes, at vores viden om hvordan vi bedst hjælper ofre for voldsomme hændelser og katastrofer i Danmark stadig er mangelfuld. Dette var udgangspunktet for en række undersøgelser af de psykosociale konsekvenser af fyrværkeriulykken i Seest. Vores undersøgelser viste foruroligende langtidsvirkninger; 14 procent af Seest borgene opfyldte således DSM-IV kriterierne for PTSD (posttraumatisk stresslidelse) 15 måneder efter ulykken.

Viden om senfølger, langtidsvirkninger og hvordan vi bedst tager hånd om ofre for katastrofer er netop målet med et nordisk forskningsnetværk og center of excellence (NORDRESS) som Videnscenter for Psykotraumatologi aktuelt indgår i.

Læs vores undersøgelser fra Seest her:

 

Redaktionen afsluttet: 03.11.2014