Rigsretten i USA
De amerikanske forfatningsfædre udformerede muligheden for at afsætte en præsident, hvis vedkommende gjorde sig skyldig i ”treason, bribery, or other high crimes and misdemeanors” – det er baggrunden for den proces, som nu betyder, at præsident Trump stilles for en rigsret.
Rigsret
Den amerikanske forfatning siger, at man kan blive stillet for en rigsretssag og fjernet fra sin post, hvis man bliver dømt for treason, bribery, or other high crimes and misdemeanors eller oversat til dansk; forræderi, bestikkelse eller andre alvorlige forbrydelser og forseelser. Især den sidste del af formuleringen indbyder til fortolkning og har været genstand for debat gennem årene. Mange tror, at præsidenten skal have gjort noget ulovligt, men det er ikke tilfældet. Man kan godt blive stillet for en rigsret og dømt fordi man har taget et halvt år på daseferie og dermed misligholdt sit præsidentembede.
Et skoleeksempel
Sagen mod Trump er det mest oplagte skoleeksempel på ’high crimes’ og dermed grundlaget for at føre en rigsretssag. Den rammer lige præcis dét, forfatningsfædrene frygtede, da de udformede muligheden for at afsætte en siddende præsident, nemlig at en præsident ville lade en fremmed magt få indflydelse på USA enten ved at lade sig bestikke eller forsøge at inddrage en fremmed magt i en politisk valgkamp.
Den 25. tilføjelse
Ud over rigsretssager indeholder den amerikanske forfatning yderligere en metode til at afsætte en præsident. Den 25. tilføjelse til forfatningen er blevet indsat for at forebygge den situation, at en præsident bliver meget syg og dermed ikke er i stand til at lede landet. Tilføjelsen siger, at en syg præsident kan afsættes på to måder: Enten ved, at vicepræsidenten og et flertal af USA's ministre siger god for det, eller via en kommission nedsat af Kongressen.
Senatorerne dømmer
Det amerikanske underhus, Repræsentanternes Hus, er det eneste organ, som har magt til at stille en person for en rigsret. Det foregår ved simpelt flertal - 218 stemmer ud af i alt 435, og her har Demokraterne flertal. Stemmer et flertal for, overgår sagen til overhuset, Senatet, der fungerer som domstol.
Under rigsretssagen fungerer retsudvalget i Repræsentanternes Hus som en slags anklager, Senatet som nævningeting og præsidenten for Højesteret fungerer som dommer. Efter rigsretssagen stemmer Senatets medlemmer - det kræver to-tredjedels flertal - mindst 67 stemmer – for mindst ét af anklagepunkterne, hvis den tiltalte skal kendes skyldig og fjernes fra sin post.
En politisk vurdering
Hvis det var en ren juridisk vurdering ville det efter Niels Bjerre-Poulsens skøn ikke tage en jury lang tid at dømme Trump skyldig, men dette er i sidste ende en politisk proces. Det betyder at eftersom Republikanerne har flertal i Senatet vil det kræve, at mindst 20 republikanske senatorer er parate til at finde deres partifælle præsident Trump skyldig, hvis han skal dømmes og afsættes.
Tidligere rigsretssager
Der blev rejse rigsretssager mod Andrew Johnson i 1868 og Bill Clinton i 1998. Begge blev frikendt i Senatet.
Andrew Johnson var tiltalt for at overtræde en lov, der begrænsede præsidentens magt til at fjerne visse embedsmænd, mens Bill Clinton var anklaget for at lyve under ed og obstruere rettens gang. Watergate-sagen nåede aldrig så langt, fordi præsident Richard Nixon gik af, inden afstemningen om rigsretssagen var afsluttet.
Republikanernes holdning
Det Republikanske parti har valgt at kalde processen mod Trump for en heksejagt, en illegitim proces – og at så tæt på et valg bør vælgerne afgøre det og ikke en rigsret. De kan måske gå med til at give Trump en ”næse”, som betyder, at han erklæres skyldig, men ikke afsættes. Røster påstår, at var der hemmelig afstemning ville de republikanske senatorer stemme for en rigsretssag, men på grund af frygten for Trumps vælgere, undlader de at gøre det.
Kilde: Lektor Niels Bjerre-Poulsen, Institut for Historie og Center for Amerikanske Studier
Topfoto: Eric Baradat/Ritzau Scanpix
Brug for en ekspert? Få et overblik over SDU's eksperter inden for amerikansk politik
Kilde:
Lektor Niels Bjerre-Poulsen, Institut for Historie og Center for Amerikanske Studier.