Skip to main content
Ny Viden
Cannabis

Cannabis hjælper med at bekæmpe resistente bakterier

Ny forskning viser, at antibiotika bliver mere effektivt og kan slå flere bakterier ihjel, hvis man kombinerer det med et stof fra cannabis-planten.

Af Birgitte Svennevig, , 24-03-2020

Siden Sir Alexander Fleming opdagede penicillinen i 1928, har antibiotika reddet millioner af mennesker fra dødelige infektioner overalt i verden. Men med tiden har en del bakterier udviklet sig, så de ikke længere bliver nedkæmpet af antibiotika - de er blevet resistente.

Vi har i dag færre typer antibiotika til rådighed til at behandle de flere og mere resistente bakterier – i værste fald risikerer vi at blive bombet tilbage til præ-antibiotiske tilstande, og ellers ufarlige bakterie-infektioner bliver igen livstruende.

Forskere arbejder på at finde alternative strategier til bekæmpelse af bakterier, og i den forbindelse tiltrækker en del såkaldte hjælpestoffer sig opmærksomhed. Hjælpestoffer er ikke-antibiotiske stoffer, der har evnen til at booste antibiotikas effekt.

Sådan boostes antibiotikas virkning

Et hjælpestof, der længe har været i søgelyset, er cannabidiol (CBD), som er et cannabinoid fra cannabisplanten. Nu har forskere fra Syddansk Universitet offentliggjort en videnskabelig undersøgelse, der beviser CBD’s evne til at booste antibiotika.

Janne Kudsk Klitgaard er forskningsleder, og førsteforfatter til studiet er ph.d.-studerende Claes Søndergaard Wassmann. Begge er fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi. Janne Klitgaard er desuden tilknyttet Klinisk Mikrobiologi. Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports. 

- Da vi kombinerede CBD og antibiotika, så vi en mere kraftfuld effekt end ved behandling med antibiotika alene. Så for at dræbe et vist antal bakterier havde vi brug for mindre antibiotika, siger de.

Kloner spreder sig globalt

I det videnskabelige studie blev CBD brugt til at forstærke effekten af antibiotikummet bacitracin mod stafolykok-bakterier (Staphylococcus aureus).

Det er en udbredt sygdomsfremkaldende bakterie, som det ikke er usædvanligt at blive smittet med på fx hospitaler.

Multiresistente kloner af denne bakterie har spredt sig til alle verdensdele, og mange lande har allerede i dag store udfordringer med at behandle dem. Problemet må forventes at blive endnu større i fremtiden, vurderer forskerne.

Hvordan døde bakterierne?

Ifølge forskerne har kombinationen af CBD og antibiotika potentiale til at blive en ny og mere effektiv måde at behandle resistente infektioner på.

Der skete tre ting med stafylokokbakterierne, da de blev behandlet med forskernes kombi-medicin:

  • Bakterierne kunne ikke længere dele sig normalt.
  • Visse nøglegeners udtryk blev nedsat i bakterierne. 
  • Bakteriernes membran blev ustabil.

Antiresistens skal stoppes

Overforbrug af antibiotika er, ifølge forskerne, den vigtigste årsag til antibiotikaresistens.

-Hvis man kombinerer antibiotikum med et hjælpestof, som gør antibiotikummet mere virkningsfuld, kan det bidrage til, at der udvikles færre resistente bakterier, da der skal anvendes mindre antibiotikum for at opnå tilsvarende effekt af antibiotikummet alene, siger Janne Kudsk Klitgaard.

I Canada har andre forskere fra McMaster University i Toronto udført et lignende studie af et andet cannabis-stof, CBG.

Studiet, ledet af Eric D. Brown fra Department of Biochemistry and Biomedical Sciences, viser, at CBG kurerede mus for MRSA-infektioner lige så effektivt som stoffet vancomycin, der er et af de sidste antibiotika, der stadig er effektivt mod resistente bakterier. 

Studiet er under vurdering af tidsskriftet ACS Infectious Diseases Journal og endnu ikke publiceret.

Mød forskeren

Janne Kudsk Klitgaard er lektor og forskningsleder på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 24.03.2020