Skip to main content
Ny Viden
Genoptræning

Forsker udvikler fleksibel håndvægt

En 3D-printet håndvægt, der kan justeres helt ned til 25 gram, giver patienter nye muligheder i deres genoptræning. Opskriften ligger på nettet og er tilgængelig for alle.

Af Kent Kristensen, , 22-07-2019

Patienter, der benytter håndvægte som led i deres genoptræning, får nu mulighed for at justere dem helt ned til 25 grams nøjagtighed.

Det kan have stor betydning, fordi patienterne dermed præcist kan ramme den vægt, som de bør belaste deres muskler og led med.

Det er Behnam Liaghat, som har udtænkt konceptet for den nye type vægte. Han er ph.d.-stipendiat ved Forskningsenheden for Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi ved SDU.

Har brugt almindelige håndvægte

Som led i sin forskning arbejder han med patienter, der har skulderproblemer og er i gang med at genoptræne. Det sker blandt andet ved hjælp af håndvægte.

Men det typiske er, at patienterne bruger almindelige vægte, som dem vi kender fra træningscentrene.

De kan normalt ikke justeres med mindre end 500 gram ad gangen.

Den ny håndvægt

  • er udviklet sammen med Mads Nygaard fra UCL
  • er støttet med fondsmidler fra Fysioterapipraksisfonden
  • er justerbar ned til 25 gram
  • vejer i sig selv 1000 gram
  • kan downloades på thingiverse.com

– Når vi var i gang med genoptræningen, kunne jeg se, at springet virkede til at være for stort. Det gav patienterne også selv udtryk for, fortæller Behnam Liaghat.

Han tilføjer:

– Jeg tænkte, at det ville være gavnligt, hvis vi kunne benytte nogle mere fleksible vægte. Dermed ville vi kunne målrette genoptræningen mod den enkelte så præcist som muligt.

En Georg Gearløs

Ved siden af sin forskning er Behnam Liaghat lidt af en Georg Gearløs og har blandt andet tidligere udviklet en app målrettet til fysioterapeuter.

Derfor udtænkte han en række specifikationer, som et nyt fleksibelt vægtsystem skulle kunne leve op til.

Efterfølgende fik han kontakt til en produktudvikler, som har erfaring med at designe til 3D print, og dermed blev en ny type håndvægt født.

Jeg fik fremstillet vægtene til 500 kroner stykket, men jeg ved, at det kan gøres billigere på biblioteker og andre steder

Behnam Liaghat, ph.d.-stipendiat

Håndvægten vejer i sig selv et kilo og er konstrueret, så brugeren kan sætte flere skiver på efter behov. Hver skive har en bestemt farve, som samtidig svarer til en bestemt vægt.

– Jeg har forsøgt at tænke i et system, der er så brugervenligt som muligt, siger forskeren, der allerede har fået flere forespørgsler om, hvor man kan købe hans vægte.

Og svaret er måske lidt usædvanligt. For man kan ikke købe dem. Men man kan selv lave dem. Og opskriften ligger på nettet.

Alle har adgang

– Formålet med at udvikle vægtene har ikke været at tænke i forretningskoncepter og eventuelle salgsmuligheder. Jeg har heller ikke tid til at sætte mig ind i det juridiske, siger Behnam Liaghat og understreger:

– Derimod vil jeg gerne have, at så mange som muligt får kendskab til den nye type vægte, og derfor har vi lagt en vejledning ud på nettet.

Hypermobile led

  • Hos personer med hypermobile led giver ledbåndene efter.
  • Leddene kan strækkes så meget, at de tager skade.
  • 10-30 procent af befolkningen har hypermobile led – flest kvinder.
  • Forebyggelse: Individuel træning, der øger styrke og stabilitet omkring leddene.

– Den kan man gratis benytte, hvis man vil printe et eller flere eksemplarer. Det kan være enkeltpersoner eller ansatte i sundhedssektoren. Det kræver blot, at de har adgang til en 3D-printer, fortæller han.

– Jeg fik fremstillet vægtene til 500 kroner stykket, men jeg ved, at det kan gøres billigere på biblioteker og andre steder, fortæller Behnam Liaghat, som oprindeligt er uddannet fysioterapeut.


Han forsker blandt andet i genoptræning af patienter med hypermobile led.

Han har især fokus på personer med skulderskader og ved derfor, at en for tung vægt kan medføre overbelastning og skade på patienten – men at den korrekte belastning kan give et effektivt resultat.

Anvendelse af 3D print

  • 3D-print er en teknologi, hvor printeren opbygger et objekt lag for lag.
  • Materialet kan eksempelvis være plast, metal, gips eller cement.
  • Erhvervslivet anvender først og fremmest 3D-print som led i deres produktudvikling.
  • Ved at fremstille en prototype kan varens form, design, størrelse og holdbarhed vurderes.
  • 3D-print benyttes også til fremstilling af individuelt tilpassede produkter.
Mød forskeren

Behnam Liaghat, specialist i sportsfysioterapi (Danske Fysioterapeuter og International Federation of Sports Physical Therapy). Ved siden af sit klinik-arbejde forsker han ved SDU. Hans ph.d.-afhandling handler om træning til patienter med generaliseret led hypermobilitet og langvarige skuldersymptomer.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 22.07.2019