Når fjenden forsvinder

19. marts 2011 gik fire danske kampfly på vingerne og satte kurs mod Sicilien, hvorfra en væbnet international aktion mod den libyske diktator Muammar Gaddafi skulle koordineres.

Verdenssamfundet havde besluttet at komme oprørerne i det borgerkrigshærgede nordafrikanske land til undsætning, og et enigt folketing godkendte den danske deltagelse.

Syv måneder og mange bombetogter senere var den sidste Gaddafi-tro modstand nedkæmpet, og han var selv blevet dræbt. Koalitionens flystyrker havde dermed løst den opgave, de var blevet stillet.

Højdepunkt for Danmark

- Luftkrigen i Libyen står på mange måder som højdepunktet i det danske flyvevåbens historie. Danmark havde kun fire fly med, men vi kastede næstflest bomber og ramte vel at mærke også det, der var planlagt, siger militærhistoriker Søren Nørby, som i tre år har forsket i flyvevåbnets nyere historie.

Han har i en ph.d.-afhandling fra SDU undersøgt, hvordan det er blevet det danske flyvevåbens opgave at deltage i militære aktioner langt fra Danmark, og hvordan flyvevåbnet har forandret sig for at kunne håndtere den nye opgave.

- Indsatsen i Libyen viste, at det var lykkedes Flyvevåbnet at omstille sig, så det danske flyvevåben nu besad de kapaciteter, som var krævet for at få en central plads i internationale operationer, siger han.

Mens Danmark således var på A-holdet i Libyen, så det helt anderledes ud i Jugoslavien 12 år tidligere. Dengang deltog flyvevåbnet i NATOs luftkampagne Operation Allied Force over det daværende Jugoslavien, og det var første gang nogensinde, at danske fly var med til at bombe fjendtlige mål.

- I hovedparten af operationen var Danmark kun i stand til at bidrage med et F-16 fly i luftforsvarsrollen. Så vi var ikke engang på B-holdet, vi var på C-holdet.

- Indsatsen i Jugoslavien viste med al tydelighed, at Danmark haltede bagud teknologisk og slet ikke var klædt på til at deltage i den slags internationale operationer, siger Søren Nørby.

Wake-up call i ’99

1999 blev derfor lidt af et wake-up call for et flyvevåben, som var i gang med at finde sit ståsted efter Berlinmurens fald 10 år tidligere. Den Kolde Krig var ovre, og opløsningen af Østblokken havde ændret det trusselsbillede, som det danske forsvar havde opereret under siden 2. Verdenskrig.

- Flyvevåbnets opgaver havde hidtil været koncentreret om at kunne forsvare Danmark mod en angribende fjende fra øst. Scenariet var en verdenskrig, der potentielt kunne ende som en altødelæggende atomkrig.

- Men da fjenden fra øst – Sovjetunionen og Warszawa-pagten – ikke længere eksisterede, opstod der et øget politisk pres om, at der skulle spares på det danske forsvarsbudget, siger Søren Nørby.

Samtidig skulle Danmark også forholde sig til et pres fra NATO om, at det danske forsvar skulle være i stand til at deltage i operationer uden for Danmarks nærområde.

Og de danske politikere var hurtige til at indse, at dansk deltagelse ville give international indflydelse, som en småstat som Danmark ellers ikke ville få.

Flyvevåbnet befandt sig således i flere år i et krydspres, hvor forsvar af Danmark, krav om internationale missioner samt besparelser indgik med skiftende vægtning.

Parat til missioner i udlandet

- I 1993 kom en lov, der blev skelsættende for udviklingen hen mod et forsvar med globalt virke, for det blev nu et krav til alle ansatte, at de skulle være parate til at lade sig udsende til missioner uden for Danmarks nærområde, siger Søren Nørby.

Og da det i 2004 blev besluttet helt at nedlægge det jordbaserede missilforsvar HAWK, blev det helt klart, at det danske luftvåben var under markant ombygning. Der skulle skaffes ressourcer til en tiltrængt opgradering af udstyr, så flyvevåbnet blev væsentlig bedre klædt på til sine nye opgaver.

- Da man nedlagde det luftbaserede forsvar, gik det op for alle i flyvevåbnet, at det var alvor. Hvis man ikke kunne udsendes internationalt, skulle man nok ikke regne med at have et job om ret lang tid. Alt skulle kunne udsendes, selv hundepatruljer, siger Søren Nørby.

Jugoslavien i ’99 havde vist de teknologiske mangler og accelereret anskaffelsen af nyt udstyr og ammunition til de danske F-16 fly, så Flyvevåbnet var teknologisk klædt markant bedre på, da Danmark efter terrorangrebet mod USA i 2001 skulle bistå sine allierede i kampen mod terrorisme.

Danmark fik til opgave at støtte amerikanske styrker i Afghanistan, og den indledende fase af krigen viste Flyvevåbnets ledelse, at det også var nødvendigt at opprioritere de ansattes basale soldaterfærdigheder.

- Bortset fra piloterne var de ansatte i Flyvevåbnet ikke vant til at være i fare. Under indsatsen i Jugoslavien havde de været udstationeret på en bevogtet NATO-base i Italien.

Manglede kamptræning

- Men Afghanistan var noget helt andet. Der var risiko for Taliban-angreb på baserne, og hvis de første hold var kommet i nærkamp, var det gået helt galt, for de havde ingen træning. Og skydefærdighederne i Flyvevåbnet lod i det hele taget meget tilbage at ønske, siger Søren Nørby.

- I dag er fedtlaget væk. Der er sket en effektivisering, som er meget udtalt i forsvaret, men som vel egentlig er en del af en generel udvikling i samfundet, siger han.

Når han har valgt at slutte afhandlingen i 2011 og ikke inddrage senere aktioner i Syrien, skyldes det, at omstillingen til en internationalt orienteret flystyrke var gennemført med indsatsen i Libyen.

- I dag er der væsentlig færre ansatte i Flyvevåbnet, og de er hårdt spændt for. For samtidig med at de skal være parate til at deltage i internationale aktioner, har de jo stadig den samme grundopgave med forsvar af Danmarks luftrum siger Søren Nørby.

Beskæringer og omstillinger har ikke kun været et vilkår i det danske flyvevåben; samme tendens ses i de europæiske lande, som Danmark samarbejder med.

- I dag er de internationale indsatser meget multinationale, og vi aftaler på forhånd, hvad hvert land skal bidrage med i forhold til f.eks. sikkerhed og patruljering. Det er nødvendigt, for der er skåret så meget ned, at vi ikke længere kan rykke ud og klare alle opgaverne selv. Så vi kan ikke kæmpe uden NATO, siger Søren Nørby. 

Grafik: Mikkel Larris, SDU Kommunikation.

Læs afhandlingen: ”Når fjenden forsvinder. Det danske flyvevåbens omstilling fra Berlinmurens fald 1989 til krigen over Libyen 2011”

Læs flere artikler fra Ny Viden