Skip to main content
Ny Viden
Fedmeforskning

Vi arver det farlige fedt fra far – og det gode fedt fra mor

Brune fedtceller forbrænder mange kalorier. Hvide fedtceller gør os overvægtige og syge. Forskere har identificeret et nyt gen i de brune fedtceller. Et gen, der kan få afgørende betydning for fremtidens behandling af overvægt

Af Birgitte Svennevig, , 06-09-2018

Et hold forskere med SDU-professor Jan-Wilhelm Kornfeld  i spidsen står bag en ny banebrydende opdagelse inden for fedmeforskning.

Forskningsgruppen har opdaget en ny funktion af genet H19. Genet viser sig at have en unik, beskyttende effekt mod udviklingen af overvægt og derigennem også livsstilssygdomme som diabetes, kræft og hjerte-kar-sygdomme.

H19 tilhører den cirka ene procent af vores gener, som vi - i modsætning til de resterende 99 procent - udelukkende arver fra enten vores mor eller far, de såkaldt monoalleliske gener.

Som et resultat af omfattende studier har forskerne tillige opdaget, hvordan gener, der stammer fra faderen, primært fører til udviklingen af hvide fedtceller, der oftest placerer sig på mave, lår og bagdel, og som kan føre til stofskiftesygdomme. Ligeledes viser det sig, at gener fra moderen primært fører til udviklingen af brunt fedtvæv, der er kendetegnet ved at have en beskyttende effekt imod overvægt.

Bedre behandling af overvægt

Jan–Wilhelm Kornfeld, der står bag studiet i samarbejde med forskere fra Max-PlanckInstituttet for Metabolismeforskning i Köln samt Medicinsk Universitet i Wien, er henrykt over forskningsresultaterne. Han ser dem som det første skridt henimod udviklingen af bedre behandlingsmuligheder af overvægt.

- Ved at bruge musemodeller har vi identificeret, at genet H19 udfører en form for genkontrol i brune fedtceller. Vi har kunnet påvise, at et overudtryk af H19-genet i mus virker beskyttende mod fedme og insulinresistens. Yderligere har vi kunnet påvise lignende mønstre af genkontrol hos overvægtige mennesker, siger Jan-Wilhelm Kornfeld, der er professor på ved Institut for Biokemi og Molekylær Kemi.

Vi mener derfor, at vores resultater kan være første skridt mod udvikling af banebrydende nye og bedre behandlingsformer af fedmerelaterede sygdomme

Jan-Wilhelm Kornfeld, Professor

Forskergruppen bag det opsigtsvækkende studie har netop fået offentliggjort forskningsresultaterne i det anerkendte tidsskrift Nature Communications.

 Læs artiklen her 

Jan-Wilhelm Kornfelds forskning er støttet af Danish Diabetes Academy, som er grundlagt af Novo NordiskFonden.

Mød forskeren

Jan Wilhelm-Kornfeld er professor på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 06.09.2018