Skip to main content
Forskningens Døgn

Gå på jagt efter Den Mystiske Portnøgle under Forskningens Døgn 2023

På vej rundt i Odenses bymidte løser du gådefulde, matematiske opgaver for at finde næste stop på vandringen. Bliver opgaverne løst rigtigt, lykkes det måske at finde Den Mystiske Portnøgle, som ellers har været forsvundet i mange år, og som Kammerraadinden meget gerne vil have din hjælp til at finde, så hun kan få svar på sine spørgsmål

Af Lisbet Foged, , 28-03-2023

Under Forskningens Døgn den 21.-28. april 2023 kan du blive hvirvlet ind i en fortælling, som trækker tråde til H.C. Andersens eventyr ”Portnøglen” og samtidig forbinder historiske steder i Odense midtby med gådefulde matematik-opgaver, som til sidst fører dig i retning af det sted, hvor portnøglen er. Fortællingen og gåderne er samlet i et hæfte med navnet ”Den mystiske Portnøgle – et eventyrligt matematik-mysterium”, som henvender sig til familier, som er vilde med gåder og matematik. 

Praktiske informationer

Aldersgruppe: Børn fra 10 år kan fint gennemføre aktiviteten, hvis de er sammen med voksne. Unge fra 8. klassetrin kan gennemføre aktiviteten uden hjælp; men det er en fordel at være en gruppe på 2-4 personer.

Du henter et opgavehæfte i baren på Nelle's Coffee & Wine i Overgade 21A, Odense C.

Åbningstider:

  • mandag - onsdag kl. 8-20
  • torsdag-fredag kl. 8-21
  • lørdag kl. 9-21
  • søndag kl. 9-19

Du skal bruge

  • noget at skrive med
  • en opladt telefon
  • en saks

Det tager ca. 1,5 time at gennemføre aktiviteten.

Læs mere om projektet bag matematikmysteriet her.

Se indslag på TV2 Fyn om Den Mystiske Portnøgle

Redaktionen afsluttet: 28.03.2023