Skip to main content
Videnskabsår22 på SDU

450-året for Tycho Brahes supernova

Tycho's supernova 1572. Venstre: Supernovaresten Cas. B (NASA). Højre: Tycho Brahes illustration af de nova stella i den W-formede konstellation Cassiopeia.

Kort fortalt

Tycho2022 er en del af Videnskabsår22 på SDU, fordi Tychos observation udgør den historiske baggrund for bl.a. viden om tunge stjerners udvikling og endeligt som såkaldte supernovae. Tychos supernova, med den moderne betegnelse ”SN 1572”, var en supernova af typen Ia, dvs. en termonuklear eksplosion af en hvid dværgstjerne i et dobbeltstjernesystem. Eksplosionen var ophav til den supernovarest, der den dag i dag observeres i det kendte W-formede stjernebillede Cassiopeia (betegnet "Cas B"). Tycho Brahe beskrev sin opdagelse i bogen, Stella Nova i 1573, og publicerede desuden sine forskningsmæssige resultater i værker, der den dag i dag er bevaret og tilgængelige både i Danmark og internationalt. Således er Tycho Brahe, på linje med både Ole Rømer, H.C. Ørsted og Niels Bohr, blot én af vore danske, verdenskendte naturvidenskabsfolk.

 

Tychos betydning for videnskaben

Observationen var en skelsættende videnskabshistorisk begivenhed, der sammen med Tycho Brahes øvrige virke har haft afgørende betydning for udviklingen af den moderne videnskabelige metode. Tycho Brahes arbejde har især bidraget til forståelse for vigtigheden af præcision og ikke mindst den efterfølgende revolution af det videnskabelige verdensbillede.

På trods af at der ikke var evidens for Tychos eget ”Tychoniske” verdensbillede, med Jorden som centrum for det øvrige solsystem, har hans observationer alligevel haft afgørende betydning for efterfølgeren, Johannes Kepler, og hans observationer. Således blev grunden (om end ufrivilligt) lagt til en ny, matematisk beskrivelse af det heliocentriske solsystem, der via Keplers og Galileis love fandt den klassiske form i Newtons beskrivelse af tyngdekraften. 

Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed. Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér.”

Tycho Brahe i De Nova Stella, 1573

Formidling

November 2021 lød åbningsmarkeringen af ”Tycho-året” på SDU med et offentligt foredrag ved Tycho-medaljemodtager, Prof. Frank Eisenhauer (Max Plack Institute for Extraterrestrial Physics).

I forbindelse med 450-året formidles på SDU en lang række emner, hvor der kan refereres tilbage til Tycho Brahe, både indenfor fysik, astronomi og teknologi, men også videnskabsteori og -historie. 
Foreløbige aktiviteter 2022:
  • Uge 17: Forskningens Døgn
  • Uge 38: Naturvidenskabsugen
  • Uge 42: Aktiviteter i efterårsferien
  • 24. oktober: Årsdagen for Tycho Brahes død i 1601
  • 11. november: 450-året og årsdagen for Tychos observation af SN1572
  • 14. december: Årsdagen for Tycho Brahes fødsel i 1546.

 

Foreløbig ekspert- og kontaktliste

Foreløbige materialer

  1. Kildemateriale relateret til aktiviteter omkring Tycho Brahe på SDU (nyt vindue)
  2. Tycho Brahes digitaliserede værker.

Sidst opdateret: 25.08.2022