Skip to main content
MOB
Projektorienteret forløb

Virksomhedsforløb under studiet er win-win

Praktisk erfaring giver nyt perspektiv på teorien fra universitetet, mener Nicolina Karlskov Sørensen. Hun læser Erhvervsøkonomi, HA ved SDU Business School og er i gang med et projektorienteret forløb i virksomheden TotalEnergies. Et samarbejde som er lærerigt for begge parter.

Af Asta Holst Bach, , 16-09-2021

På femte semester af sin bachelor i erhvervsøkonomi har Nicolina Karlskov Sørensen valgt at bytte undervisningen på universitetet ud med et virksomhedsophold i TotalEnergies.

Det er en mulighed for at kombinere teorierne fra studiet med praksis og prøve kræfter med det private erhvervsliv. For Nicolina Karlskov Sørensen giver det projektorienterede forløb i virksomheden ny mening til hendes studie.

Nicolina Karlskov Sørensen

Et bredere perspektiv

Nicolina Karlskov Sørensen er 40 år gammel og oprindeligt uddannet folkeskolelærer.  Efter at have undervist i 15 år besluttede hun for et par år siden at prøve noget helt nyt.

- Jeg havde brug for at skifte retning, savnede teoretisk input, og jeg kunne godt tænke mig et bredere perspektiv, fortæller hun.

Valget faldt på den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse på SDU i Esbjerg, som hører under SDU Business School. Nicolina Karlskov Sørensen er netop begyndt på femte semester og arbejder sideløbende med studiet som studentermedhjælper i energivirksomheden TotalEnergies, hvor hun også er i gang med at gennemføre sit projektorienterede forløb.

- TotalEnergies er en ambitiøs virksomhed. Det kan man mærke i deres syn på medarbejderne; de vil rigtig gerne hjælpe én med at lære nyt og udvikle sig, fortæller Nicolina Karlskov Sørensen.

Teorien giver mening

Under sit projektorienterede forløb arbejder Nicolina Karlskov Sørensen med at optimere virksomhedens forretningsprocesser, når de udarbejder offentlige rapporter.

- Det er min opgave at skabe et overblik over offentlige rapporter i vores afdeling, samt optimere og analysere de rapporterede data. Derudover bliver jeg løbende inddraget i de månedlige opgaver i forbindelse med koncern-rapportering, fortæller hun.

I arbejdet med at koordinere de offentlige rapporter trækker Nicolina Karlskov Sørensen på sin viden om forretningsoptimering, som hun har studeret på universitetet.

- Jeg synes, det er virkelig spændende, at jeg kan bruge teorien i mit arbejde. Den teoretiske læring fra universitetet giver mere mening, dér hvor teorien kombineres med praktisk erfaring.

Nytænker virksomheden

Hos TotalEnergies har studerende som Nicolina Karlskov Sørensen en vigtig rolle i virksomheden.

- Samarbejdet med Nicolina betyder, at vigtige opgaver, vi ikke tidligere har haft tid til at fordybe os i og forbedre, kan få større fokus, fortæller Susan Sejrup Villadsen.

Hun er financial controller i virksomheden og er desuden mentor for Nicolina Karlskov Sørensen.

- De universitetsstuderende er meget interesserede i at lære, få erfaring og har et stort engagement. Det betyder, at der kommer nye ideer og tanker til vores team fra en mere teoretisk vinkel.

Ifølge Susan Sejrup Villadsen er samarbejdet mellem virksomhed og studerende givende for begge parter.

- Nicolina og andre studerende bidrager med den nyeste viden, og det giver os som virksomhed en mulighed for at være nytænkende. De studerende får noget ud af at omsætte teorierne til praksis, og vi får muligheden for at udvikle os og følge med i den teoretiske udvikling.

Erfaring til fremtiden

Erhvervserfaringen fra virksomheden er med til at gøre Nicolina Karlskov Sørensen klogere på, hvilken retning hun gerne vil gå efter studiet.

- HA-uddannelsen er bred, så jeg skal finde ud af, hvad jeg synes er rigtig spændende. Hos TotalEnergies får jeg et godt indblik i, hvordan de arbejder, og hvad jeg kan bruge min uddannelse i erhversøkonomi til, slutter hun.

Projektorienteret forløb

Et projektorienteret forløb er en unik mulighed for at få praktisk erfaring under uddannelsen. De studerende løser konkrete opgaver i en selvvalgt virksomhed og afslutter forløbet ved at skrive en projektrapport.

Se mere om forskellige samarbejdsmuligheder med studerende

Redaktionen afsluttet: 16.09.2021