Sommerhilsen
Centerleder Egon Noe gør en kort status over det første halve år af 2022 og ønsker god sommer.
Jeg går sommeren i møde med en rigtig god fornemmelse i maven i forhold til det, vi har nået indenfor rammerne af Center for Landdistriktsforskning det seneste halve år.
En kerneværdi for CLF er at bedrive forskning for og med de mennesker, det handler om, og dermed også være i tæt dialog med relevante stakeholders. Noget, der i høj grad har været i fokus det første halve år af 2022.
Et par eksempler herpå er projekterne A room of their own, der skal udvikle et uddannelsesprogram til kulturmedarbejdere i landdistrikterne med hjælp fra unge i yderområderne, og Fællesskabsøkonomier som lokal udviklingsdynamo, der undersøger en række nyere eksempler på borgerdrevne fællesskabsøkonomier omkring dagligvarebutikker. Begge projekter bygger på at lære - og formidle læring - ud fra de konkrete erfaringer, der gøres rundt omkring.
Projekter
Hos Center for Landdistriktsforskning forsker vi i en lang række områder for og med mennesker, der bor og arbejder i landdistrikterne.
Men viden er jo ikke noget værd, hvis det ikke kommer ud. Her strækker vores aktiviteter sig lige fra foredrag for borgerforeninger og kommuner, organisering af workshop og konferencer, foretræde for Udvalget for Landdistrikter og Øer, deltagelse i Folkemødet på Bornholm, præsentation af forskningsresultater i Bruxelles, inspirationskataloger og nyheder på vores egne kanaler.
Centrets forskere lægger altså mange kræfter i at komme ud, og det er jeg både glad og taknemmelig for. Dialogen med omverdenen giver os en værdifuld indsigt i, hvad der foregår rundt omkring, og hvilke udfordringer og ideer folk står med. Vi vil fortsætte dette arbejde det næste halve år.
Vi værdsætter også jeres værdifulde feedback, og I er altid velkomne til at tage kontakt, hvis I har spørgsmål, ideer til projekter eller forslag til forbedringer.
Med dette vil jeg ønske jer alle god læselyst og en rigtig god sommer.
Egon Noe
Centerleder, Center for Landdistriktsforskning
Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte Center for Landdistriktsforskning, hvis du har spørgsmål, ideer til projekter eller forslag til forbedringer. Du kan kontakte os på: clf@sam.sdu.dk.
Bemærk, at der kan være længere svartid i juli på grund af ferie.
Inspiration
Hos CLF udgiver vi jævnligt kataloger, hvori du kan finde inspiration til dit arbejde. Du kan læse katalogerne online eller hente dem som pdf.