En fagperson får ordet: Interview med Laila Kjærbæk, ph.d. og lektor i sprogtilegnelse.
Kort faglig baggrund:
Laila Kjærbæk er uddannet cand. mag. i Dansk/Nordisk ved SDU. Hun arbejdede det meste af sin studietid som studentermedhjælp ved Center for Børnesprog (tidligere Center for Sprogtilegnelse), hvor hun også blev ansat som videnskabelig assistent, da hun afsluttede sine studier i 2007. I 2013 forsvarede hun sin ph.d.-afhandling Tilegnelse af bøjningsmorfologi: En undersøgelse af substantivernes pluralisbøjning hos normaltudviklede danske børn i alderen 0-10 år, hvorefter hun var ansat som postdoc indtil 2015, hvor hun fik et lektorat i sprogtilegnelse ved ISK. I 2015 tog Laila initiativ til at etablere forskergruppen Børn & Sprog på SDU, primært med forskere fra ISK, men også fra Psykologi. De 16 forskere i Børn & Sprog mødes ca. én gang om måneden for at diskutere børnesprogsforskning – både egen og andres. Forskergruppen Børn & Sprog vil i 2018 være værter for 15. Nordiske Symposium om Børnesprog, der denne gang afholdes i Danmark. I 2016 har Laila været (konstitueret) studieleder ved Audiologi og Logopædi de første 9 måneder af året.
1) Hvad sidder du og arbejder med lige nu?
Laila har i år brugt det meste af sin tid på studieledelse. Ved siden af har hun dog også fundet tid til at arbejde videre med sin forskning, hvor hun for øjeblikket fokuserer på danske børns tilegnelse af morfologi, herunder faktorer, der påvirker denne tilegnelse. Laila har bl.a. været på konferencer og skrevet artikler for at præsentere sit arbejde. Hun er desuden involveret i et nyt internationalt samarbejde, der undersøger udviklingen af sammensatte ord hos børn, der tilegner sig bl.a. tysk, finsk, græsk og tyrkisk. Her er Laila sammen med Hans Basbøll i gang med at skrive et kapitel om udviklingen af sammensatte ord hos danske børn til en bog, der forventes at udkomme på John Benjamins næste år. Samarbejdet udspringer af det internationale netværk Crosslinguistic project on pre- and protomorphology in language acquisition, der ledes af Wolfgang U. Dressler, og som Hans og Laila har været medlemmer af i en årrække. Netværket mødes én gang årligt med henblik på at lave tværlingvistiske studier af børns tilegnelse af morfologi. Ved siden af studieledelse og forskning har Laila i foråret undervist i Teoretisk Sprogvidenskab på Interkulturel Pædagogik og i efteråret i Teoretisk og Anvendt Sprogvidenskab I (morfologi og syntaks) på Audiologi og Logopædi. Med afsæt i egne undervisererfaringer skriver Laila for øjeblikket på en artikel sammen med Inger-Marie Christensen fra SDU Universitetspædagogik – artiklen handler om, hvordan man kan bruge e-portfolio til at skabe mål, motivation og fokus i undervisningen.
2) Hvilke overvejelser gør du dig i den forbindelse?
Hvad angår studieledelse, har et vigtigt fokuspunkt for Laila været at lave tiltag for at få de rigtige til at søge ind på uddannelserne – at skabe det rigtige match mellem uddannelse og studerende – for på sigt at mindske frafaldet, sænke gennemførselstiden og hæve det faglige niveau på uddannelserne, og ikke mindst, selvfølgelig, for at få nogle rigtig gode kandidater ud i sidste ende. Det er bl.a. sket ved, at de har fået produceret nogle små film, der viser, hvad det vil sige at arbejde som hhv. teknisk audiolog og pædagogisk audiolog. Filmene har i løbet af foråret og sommeren levet deres liv på de sociale medier.
Et andet fokuspunkt for Laila har været at søge en høj grad af inddragelse af hele fagmiljøet (alle undervisere tilknyttet uddannelserne) i uddannelserne, da hun er overbevist om, at det er til gavn for både uddannelser og arbejdsmiljø, hvis alle bidrager med hver deres faglighed – både til den daglige drift, men også til kvalitetssikring og videreudvikling af uddannelserne. Laila tror også, at det er sjovere at være underviser, hvis man har viden om og er engageret i uddannelsen som helhed og samarbejder med de øvrige undervisere om i fællesskab at skabe gode uddannelser.
Selvom studieleder-posten har været sjov og lærerig, glæder Laila sig over igen at have fået tid til at forske nu, hvor hun har givet studielederstafetten videre. Der eksisterer ikke meget forskning i den morfologiske udvikling hos danske børn, så Laila glæder sig til at få mere tid til at kaste sig over denne forskning. Hun har allerede mange nye ideer til projekter, som hun glæder sig til at gå i gang med. Indtil nu har Laila fokuseret mest på børn, der følger en typisk sprogudvikling, men i fremtiden vil hun også gerne forske i sproglig udvikling hos børn med grammatiske vanskeligheder.
3) Hvornår er dit arbejde en succes?
Laila føler, at hendes arbejde er en succes, når det fører positive resultater med sig – fx når det er til glæde og gavn for andre. Som forsker kan der gå år fra den første idé, til nogen får reel glæde af det, man har lavet. Som underviser og studieleder oplever man oftere et hurtigt resultat – og det er altså rart nogle gange at opleve denne her umiddelbare effekt.
Laila føler også, at hendes arbejde er en succes, når samarbejde med kolleger lykkes. I forbindelse med Børn & Sprog er det en succes, når enten hun selv eller andre i gruppen har glæde af samarbejdet i forskergruppen. Det er berigende, når møderne inspirerer til, at der dannes samarbejder på kryds og tværs omkring eksempelvis undervisning, forskning eller ansøgninger.
Og så er det også en succes, når arbejdet slet og ret er sjovt!
4) Hvad kan stå i vejen for dit arbejde?
Det kan primært manglende tid og ressourcer til fx databearbejdning.
5) Hvilke faglige mål har du (kortsigtede/langsigtede)?
Lailas kortsigtede mål lige nu og her er at få bunkerne ryddet ad vejen, så hun kan holde juleferie med god samvittighed, dvs. færdiggøre semestrets undervisning, bedømme en stor bunke opgaver, færdiggøre en rapport og en artikel, som hun er blevet bedt om at skrive, efter hun holdt en præsentation ved morfologi-konferencen i Wien i februar – og alt det løse, bl.a. skal de i studienævnet have færdiggjort nye studieordninger til bacheloruddannelserne i Audiologi og Logopædi.
Laila er også ved at planlægge mere langsigtede forskningsprojekter. Hun vil bl.a. gerne være med til at frembringe viden om udviklingen af grammatik hos danske børn – typisk såvel som atypisk udvikling. Hun ønsker at bidrage til, at vi kan blive bedre til at hjælpe børn med sproglige vanskeligheder.
For mere information om Laila, se ISKs hjemmeside: http://findresearcher.sdu.dk:8080/portal/da/person/kjarbak samt hjemmesiden om Børn & Sprog: http://www.sdu.dk/om_sdu/institutter_centre/isk/forskning/forskningsprojekter/boern_sprog.
Dec. 2016