Gode rammer for shelterfriluftsliv
Shelterfriluftsliv er populært som aldrig før, og rekordmange benytter sig af mulighederne for primitiv overnatning på de mange shelterpladser rundt om i landet.
Trods de positive udviklingstendenser så er den systematiske viden om shelterfriluftsliv meget begrænset, hvilket projektet Udvikling af shelterfriluftsliv i Danmark forsøger at råde bod på. Med den foreliggende rapport besvares fire centrale spørgsmål:
- Hvem er shelterbrugerne?
- Hvad motiverer brugerne til shelterfriluftsliv?
- Hvordan bruges shelterpladserne?
- Hvilke rammer for shelterfriluftsliv foretrækker brugerne?
Rapporten indledes med en opsummering af de væsentligste resultater fra undersøgelsen, samt med 7 anbefalinger til udvikling og planlægning af gode rammer for shelterfriluftsliv. Herefter følger rapportens 5 hoveddele, der giver et mere detaljeret indblik i undersøgelsen.
Undersøgelsen viser at især børnefamilier er vilde med at overnatte i shelter, men også for vennegrupper og par er shelterfriluftsliv populært. Det er særligt samvær med gruppen, gode naturoplevelser og ønsket om at finde fred og ro, der motivere brugerne til at komme ud i det fri. Shelterfriluftsliv drives oftest som en selvstændig friluftsaktivitet, men for nogle brugere er overnatning i sheltere en integreret del af andre former for friluftsliv, fx vandring, turcykling og kajakroning. Brugerne foretrækker generelt shelterpladser med gode støttefaciliteter, der er beliggende i rolige og smukke omgivelser tæt ved havet. Sheltere opleves som en tryg og overskuelig måde at overnatte i det fri. Særligt moderne sheltertyper – hvor døre og vinduer kan åbnes og lukkes – tiltrækker de mindst erfarne brugere og børnefamilierne.
Rapporten bidrager til at styrke vidensgrundlaget for udvikling af shelterfriluftsliv, så der kan tilbydes endnu mere attraktive rammer til gavn og glæde for alle der måtte søge gode oplevelser i det fri.
Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med Trente Mølle Naturskole, og med støtte fra Friluftsrådet, Kulturministeriets Forskningsmidler og Lokale og Anlægsfonden.
Jan Arvidsen, Mathilde Skov Kristensen, Karsten Elmose-Østerlund og Evald Bundgård Iversen. Gode rammer for rekreativt shelterfriluftsliv - brug, motiver og præferencer. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Active Living og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC), 2019.
Movements, 2019:10 (pdf)
Foto: Jan Arvidsen
Gode rammer for rekreativt shelterfriluftsliv
Rapport af Jan Arvidsen, Mathilde S. Kristensen, Karsten Elmose-Østerlund og Evald B. Iversen.