DGI-byens børne- og unge projekt har som formål at fremme fysisk aktivitet blandt børn og unge på Vesterbro, med særlig fokus på socialt udsatte og fysisk inaktive børn og unge. Dette søges nået ved at skabe større tilgængelighed til DGI-byens faciliteter og ved at fremme tilgængeligheden for fysisk aktivitet – med projektets hjælp – i andre områder af Vesterbro i samarbejde med lokale institutioner og foreninger. Denne tilgængelighed søges bl.a. fremmet ved at inddrage og involvere børn og deres familier, således at de sammen med projektets andre nøglepersoner er med til at kvalificere projektets udgangspunkt, udforme indholdet og løbende justere projektets tiltag, aktiviteter og tilhørende delmål.
I samarbejde med Forskningsprogrammet for Miljø og Sundhedspædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (Aarhus Universitet) skal CISC gennemføre en undersøgelse af projektet. Undersøgelsen tager sigte på at belyse følgende generelle problemstillinger:
- Hvilken betydning har ’tilgængelighed’ til idræt, leg og bevægelse for børn og unges fysiske aktivitet?
- Hvilken betydning har det for børnenes deltagelse i idræt, leg og bevægelse, at de – og i mindre grad deres familier - inddrages i udformningen og gennemførelsen af aktiviteter og tiltagene?
- Hvilke faktorer har betydning for udviklingen af et godt partnerskab mellem lokale aktører omkring et fælles formål?
Undersøgelsen består af tre dele og fem sammenhængende undersøgelser:
A: En forundersøgelse som består af:
1. En kortlægning af rum for og organiseringer af fysisk aktivitet på Vesterbro
2. En kvalitativ undersøgelse af børn og deres familiers egne oplevelser af eksisterende muligheder for idræt, leg og fysisk udfoldelse på Vesterbro.
B: En undersøgelse af, hvordan projektet fungerer, og hvilken betydning det har for børns fysiske aktivitet. Undersøgelse består af tre dele:
3. En spørgeskemaundersøgelse af børns deltagelse i idræt og fysisk aktivitet på Vesterbro og selvoplevede handlekompetence i relation til sundhed, der gennemføres i foråret 2010 og foråret 2012,
4. En undersøgelse af de aktiviteter, som projektet iværksætter, og børnenes deltagelse deri, og
5. En undersøgelse af samarbejdet mellem projektet og lokale institutioner og foreninger.
C: En formidling af undersøgelsens resultater, derunder med anbefalinger for fremtidige projekter af denne karakter.
Projektets varighed: oktober 2009 - juli 2012
Finansieres af: DGI Byen
Forskere på projektet: Jan Toftegaard Støckel og Lise Specht Petersen
Publikationer:
Ibsen B, Støckel JT, Klinker C. Børn og fysisk aktivitet på Vesterbro. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2010.
Movements, 2010:1 (pdf)
Petersen LS. Rum for idræt og leg på Vesterbro. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2010.
Movements, 2010:3 (pdf)
Ibsen B, Simovska V, Larsen HM. Tilgængelighed til og deltagelse i idræt blandt børn og unge på Vesterbro : Evaluering af DGI-byens børne- og ungeprojekt Go-Active. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2012.
Movements, 2012:8 (pdf)