Skip to main content
Center for Grundskoleforskning
Forskningsprojekt

Børn og pædagoger skal lege med kunstig intelligens

Hvordan kan kunstig intelligens indgå i det pædagogiske arbejde i SFO’er, fritidshjem og klubber? Det skal forskere fra Center for Grundskoleforskning undersøge henover det næste år.

Det bliver med børn og pædagoger som medforskere, når lektor på SDU, Thomas Enemark Lundtofte og docent på UC SYD, Ane Bjerre Odgaard, går i gang med projektet ”Min nye, kunstige ven – legende undersøgelser af kunstig intelligens i skolefritidsordninger”. Projektet er støttet med midler fra BUPL’s forskningspulje.

 

Afsættet for projektet er et højaktuelt emne, nemlig den stigende fremkomst af kunstige intelligenser. I dag får børn deres første smartphone omkring 9årsalderen. For de fleste svarer det til 2. eller 3. klasse. Men hvordan forstår og anvender børn i den alder egentlig kunstig intelligens, hvordan bruger de og forstår de teknologi og kan kunstig intelligens indgå i pædagogiske sammenhænge? Det er blot nogle af de spørgsmål, forskerne tager fat på.

 

Ny inspiration

Projektet er udformet som et aktionsforskningsprojekt, hvor deltagerne er de to forskere, fire skole- og fritidspædagoger samt de børn, der har lyst til at være med. Omdrejningspunktet for projektet er i fællesskab at udvikle såkaldte ”Min nye, kunstige ven-værksteder,” hvor der kan gennemføres kreative og refleksive processer mellem børnene, pædagogerne og forskerne. Det skal munde ud i en række konkrete pædagogiske værktøjer, der imødekommer den nysgerrighed som børn kan have for kunstig intelligens.

 

Mød forskerne

Thomas og Ane er ledere af fokusområdet digital-børnemagt.nu, der bl.a. har fokus på, hvordan børn i dag bruger og engagerer sig i digitale teknologier i forskellige sammenhænge. Projektet ”Min nye, kunstige ven – legende undersøgelser af kunstig intelligens i skolefritidsordninger”, er den del af dette fokusområde. Læs mere på www.digital-børnemagt.nu

Lektor, Thomas Enemark Lundtofte

Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab, SDU & Center for Grundskoleforskning

Skriv til Thomas

Docent, Ane Bjerre Odgaard

Pædagoguddannelsen, UC SYD & Center for Grundskoleforskning

Skriv til Ane

Redaktionen afsluttet: 14.09.2023